De fleste mennesker i min generation kan huske, hvor de var, da de fik meddelelsen om, at præsident Kennedy var blevet skudt den 22. november 1963. De lidt yngre har det sikkert på samme måde med angrebet på Twin Towers 11. september 2001. Det var så store angreb på vores verdensforståelse, at det gav rystelser i vores livsfundament.

På samme måde havde franskmændene det, da der udbrød brand i Notre-Dame 15. april 2019. Man kunne følge i fjernsynet, hvordan Paris´s indbyggere ikke alene stimlede samme langs Seinen tæt på katedralen, men at mange af dem græd. Jeg har netop besøgt Notre-Dame, og har ved selvsyn kunnet konstatere og beundre genopbygningen, som er sket uhørt hurtigt og med et imponerende resultat. Genopbygningen har kostet 4,1 milliarder, hovedparten af pengene doneret af private. Det er i sig selv imponerende.

Notre-Dame tilhører en gruppe kirker, der på en særlig måde er bærere af en national identitet, ikke blot i relation til religion men tillige med tilknytning til landets kultur og historiske bevidsthed. Westminster Abbey i London og Peterskirken i Rom hører til i denne kategori. De er naturligvis begge kirke med hvad dertil hører, men Westminster Abbey har sine kongegrave og Poets Corner, og Peterskirken er en beretning om Romerrigets fald og Renæssancens bedrifter.

Odense Domkirke hører ikke helt til i samme kategori, men besøget i Notre-Dame fik mig til at overveje forholdet mellem Domkirken og byen, måske også fordi vi på vores nyligt overståede visionsseminar kom til at drøfte, at nogle byer i Danmark er Domkirkebyer, mens andre – og nok Odense - er en by med en Domkirke.

Kirken har spillet en vigtig rolle for Odenses udvikling. Det var således bispeudnævnelsen i 988, der blev Odense Bys dåbsattest. Helgenkåringen af Knud i 1101 betød, at byen blev en pilgrimsby, og de mange besøgende betød øget handel og velstand. De første mange hundrede år stod kirken meget stærkt i byen. Længe opfattede mennesket forholdet til Gud som et uomgængeligt grundvilkår for at forstå livets tilskikkelser. Når Knud den Hellige for eksempel søgte redning foran kirkens højalter, så var det et udtryk for, at man mente Gudsmagten kunne gribe direkte ind i menneskelivet. Længe var Domkirken byens største bygning og absolutte centrum.

I løbet af 1800-tallet blev Domkirkens funktion som arkitektonisk centrum udfordret af byens verdslige og politiske bygning, nemlig det nye rådhus, som blev indviet i 1883. Borgermagten kunne nu markere sig i forhold til kirkemagten. Forbilledet for rådhuset var da også taget fra renæssancen, nemlig rådhuset i Sienna. Netop renæssancemennesket udfordrede deocentrismen og skiftede fokus fra gud til mennesket. Det var således den antropocentriske livsopfattelse, der i 1800-tallet kom til at præge Odenseborgerskabets selvopfattelse. Rådhuset fik da også et tårn, der kunne konkurrere med Domkirkens tårn. Hermed havde byen to centre – et verdsligt og et gejstligt – der dog i 1800-tallet stadig var stærkt forbundne. Biskoppen sad til eksempel i Katedralskolens eforat, hvor også borgmesteren sad, flere præster sad i byrådet, og de to centre havde samme torv.

De to centre blev udfordret af et nyt center, nemlig industrialiseringen. Albanibryggeriet på den anden side af åen var et tegn på moderniteten. Fabrikkerne blev et nyt center i byens liv, så der nu var både et gejstligt, politisk og moderne industrielt center i byen. Kirken forsøgte at favne de mange tilflyttede arbejdere ved arbejde for at forbedre deres levevilkår, men fokus for arbejderne var kroner og øre og ikke kirkelig forbøn. Derfor havde de fokus på at erobre den politiske magt i byen, hvilket skete i 1937.

Man kan karakterisere den sidste generations tid som post-traditionel – altså en tid, hvor traditionen har mistet sin retningsgivende funktion for os. Vi lever ikke længere i nær sameksistens med Gud, og kirken er omgivet af mange konkurrerende centre. Vi lever så at sige et polycentrisk samfund, hvor vi som personer skal navigere mellem de mange centre og hele tiden tvinges til at vælge.

Hvor efterlader det så os som byens kirke? Som byens Domkirke. Uden sammenligning i øvrigt, så har Odense Domkirke -og andre kirker – det til fælles med for eksempel Notre -Dame, at vi besidder en kulturel og åndelig kapital, som kun er hos os. Det er hos os, man meningsfyldt kan afholde fredsgudstjenester eller gudstjenester i forbindelse med tsunamien, fordi vores kirke er så meget mere end en bygning. Det er hos os, man bliver konfronteret med noget, der er større end en sig selv.

At blive et centrum i byens og folks bevidsthed er ikke noget man får foræret. Det kræver, at man bestandig viser kirkens berettigelse og relevans. Den forpligtelse har alle vi, som har vores gang i kirken lige fra biskop til de folkevalgte i menighedsrådene. Ikke for vores egen skyld, men for byens og næstens skyld.