Siden januar har stilladset omkring Odense Domkirkes tag rejst sig som en midlertidig skal omkring kirkens gotiske mure. Mange forbipasserende har måske bemærket det uden helt at vide, hvad arbejdet gik ud på. Men nu, hvor arbejdet nærmer sig sin afslutning, er det tid til at fortælle historien om det, man ikke længere ser – nemlig de næsten 40 tons bly, der ligger som et skjold over kirkens hovedskib.

Det gamle blytag blev lagt i 1961. Dengang valgte man af økonomiske årsager at støbe pladerne lidt tyndere end normalt, men det har også forkortet levetiden. Normalt kan et blytag holde op mod 100 år, men nu, efter 60 år, trængte pladerne til en udskiftning for fortsat at kunne klare den danske regn og blæst. Derfor besluttede Skt. Knuds Sogns menighedsråd at skifte det omkring 900 m² store tag ud. Det nye tag ligner det gamle – og alligevel er det noget ganske særligt.

Billede fra sidste gang blytaget blev renoveret i 1961. Pladerne blev støbt på stedet.

Her ses nye blyplader i 2025 - stablet og klar til at blive løftet op til kirkens tag.

Et gammelt håndværk

At lægge blytag er ikke bare et spørgsmål om at løfte plader på plads. Det er et særligt håndværk med rødder, der strækker sig tilbage til antikken, og som i Danmark har været brugt til kirketage siden middelalderen. Der er i dag kun én blytækker i Danmark, som stadig mestrer den traditionelle metode til at støbe og lægge blyplader, Blytækker Michaelsen A/S. Det gør arbejdet både sjældent og langsomt – og netop derfor så værdifuldt.

Pladerne støbes i sandforme, én for én, og måler cirka 50 × 200 cm. De bliver formet med ombuk præcise falsninger i siderne, så de passer sammen som tagets skæl. Under pladerne lægges et nyt undertag, der – ligesom blyet – forventes at holde i mindst 100 år.

Det er et stort arbejde at lægge de mange tagplader.

Er du blevet nysgerrig efter at vide mere om, hvordan blytækning egentlig foregår? På siden byggefilm.dk kan du se en kort film, hvor en tidligere blytækker fortæller og demonstrerer det ældgamle håndværk.

Genbrug og fornyelse

Selvom det gamle tag var slidt, er blyet i sig selv ikke spildt. Bly kan genbruges igen og igen. De gamle plader er blevet sendt til omsmeltning, hvor snavs og det sølvgrå lag af blyilte er blevet fjernet. Det rensede metal er herefter blevet blandet med nyt rent bly og støbt til plader med den korrekte tykkelse på 2,5 mm. Dermed er noget af det bly, der nu igen ligger på kirkens tag, det samme som dækkede bygningen i over et halvt århundrede – og måske længere.

Blyets særlige egenskaber

Bly er både tungt og blødt. En enkelt tagplade vejer omkring 20 kilo – det samlede tag omkring 38 ton. Dets høje massefylde og fleksibilitet gør det særligt velegnet til gamle bygninger med mange detaljer, buer og ornamenter, hvor man skal tæt ind omkring gesimser og overgange. Samtidig danner blyet med tiden sin egen beskyttende overflade, der gør det modstandsdygtigt overfor korrosion og vind.

Men bly er også et stof, der skal behandles med respekt. Det er giftigt, især i støvform, og derfor har blytækkere særlige værnemidler og får jævnligt kontrolleret deres blod for blyindhold. Man håndterer ikke 40 tons bly uden omtanke.

Langsigtet vedligeholdelse – med respekt for materialet

Arbejdet med at udskifte blytaget er en del af den løbende, nødvendige vedligeholdelse af Domkirken. Projektet har været planlagt i mange år og er realiseret med stor omhu og omtanke – både fagligt og økonomisk. Undervejs i arbejdet blev det klart, at også dele af det underliggende tag var mere medtaget end først antaget, og derfor blev restaureringen udvidet til også at omfatte nyt undertag. Det er en beslutning truffet med blikket rettet mod de næste generationer – og mod ønsket om, at taget skal kunne holde længe endnu. Du kan læse mere og være med helt oppe ved spærene i denne billedrige artikel fra Fyens Stift.

Taget inspiceres.

Arbejdet nærmer sig nu sin afslutning, og når stilladset snart tages ned, vil det være med en vis stolthed, at man ser op på det sølvgrå tag. For selvom det ikke umiddelbart ses fra gaden, ligger der en kæmpe indsats i det, som er blevet udført. Det er ikke bare en reparation – det er en videreførelse af en århundredgammel tradition, et vidnesbyrd om omhu og varighed, og en synlig, solid investering i kirkens fremtid.