07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden
# Nyheder
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden juli 2023
I slutningen af juni måned lyses gadebilledet op at mange hvide huer, som bæres af glade og lettede unge. Nu er mange års skolegang slut, og huen er det synlige symbol på anstrengelserne. Et festligt syn. Og huen fortæller heldigvis intet om karakterer, flid undervejs – eller manglende på samme. Alle er lige og alle er glade.
For er par dage siden kom der forlig om en universitetsreform, der bl.a. betød, at nogle studier formentlig bliver nedlagt, og for ca. 10 % af studierne bliver kandidatdelen nedsat med 9 måneder. Det er endnu ikke afgjort, om reformen vil få betydning for teologistudiet, den endelige udformning af aftalen lader vente på sig.
Nu er det ikke første gang universitetsstudierne bliver ændret, og det bliver nok heller ikke sidste. Sådan må det være i et dynamisk samfund. Men det der lidt sjovt at tænke på, at vores Konsistoriebygning er et vidnesbyrd om, at man faktisk på et tidspunkt har forøget og forbedret både studenter - og universitetseksaminerne.
I 1623 oprettede Christian den 4 således fem såkaldte gymnasier i Det danske monarki. Begrundelsen var, at når eleverne kom fra latinskolen, så var de for ” rå og udannede” til at komme direkte på universitet, derfor skulle de have to års undervisning, der var lagt mere videnskabeligt an. Gymnasierne blev placeret I Izehoe, Kristiania, Trondheim, Kristianstad – og Odense. I Odense blev ”skolen” placeret i Konsistoriebygningen ved Odense kloster og dermed ved Odense Domkirke. Når jeg skriver skolen i citationstegn skyldes det, at der var 10-15 elever. Den konsistoriebygning, vi har nu, er ikke den oprindelige fra 1623, idet den gamle brændte, så en ny blev opført i 1726.
Der var til gymnasiet knyttet professorer, og en stor del af undervisningen bestod af forelæsninger. Vi har nogle få beretninger fra elever på Odense Gymnasium, som det blev kaldt. Grundlæggeren af Nationalmuseet, Rasmus Nyerup, fortæller således, at han i 1773 hørte professor N.Nannestads foredrag om ”den naturlige og åbenbarede teologi”, hvilket gjorde stort indtryk på ham og ”vakte ham til kritik”. Nyerup afsluttede gymnasiet med udmærkelse og fortsatte med teologi på Københavns Universitet.
De forberedende skoler til universitetet ophørte i 1802, idet man mente, at den lærde skole (vor tids gymnasium) nu gav et tilstrækkeligt grundlag for universitetsstudierne.
Studentertid er indledningen til ferietid, således også i vores kirker. Hos os betyder det, at vi fylder kirkerne med musik til glæde for både de, der ikke er på ferie og for vores mange turister. Følg med på vores opslag uden for Domkirken eller på vores hjemmeside. Men lad mig allerede her gøre reklame for Skt. Knuds dag den 10. juli, hvor der i Domkirken både er klokkespilskoncert kl. 12.00-12.45 og orgelkoncert kl. 16.30.
Herudover har vi naturligvis gudstjenester om søndagen i begge vores kirke og middagsandagt i domkirken onsdag som sædvanligt. Alle er velkomne. Lad mig slutte af med at ønske en god sommer til alle.
Eva Haue
Sankt Knuds Sogns Menighedsråd
Formand
Kommentarer