Ak så blev det sommer! Om sommerens vemod og ensomhed

Jeg holder utrolig meget af Ludvig Holsteins fine sange, som vi kender fra Højskolesangbogen. Især hans sommersang ”Fyldt med blomster blusser” har en særlig plads hos mig. Det har den af flere grunde. Først og fremmest beskriver den på smukkeste vis sommeren som den skønneste tid på året. Men den gør også mere end det, for sommeren kalder ikke bare på lethed og glæde. Sommeren rummer også en vemod, et ak: Ak så blev det sommer! Vi vil så gerne kunne tage imod sommeren med al den livskraft og glæde den kommer til os med, men det er ikke altid, vi kan. Tværtimod kan sommeren ligefrem forstærke vores tungsind, og i stedet for at blive opfyldt af lyset og kraften, så sker der modsatte: Vi føler os udenfor og utilstrækkelige, vi føler os ensomme.

Samtaler om livets grundvilkår

Som studenterpræst på SDU i Odense er det min primære opgave at tage imod studerende, der har brug for en fortrolig samtale. Samtalerne tager altid afsæt i det, som de studerende har på hjertet, og ensomhed er netop et af de emner, der ofte er brug for at tale om.

Min tilgang til at tale med en studerende er ofte en samtale om livets grundvilkår: Vi er alle sårbare og dødelige, og livet kan indimellem være både hårdt og uoverskueligt. Det giver en stærk følelse af, at man ikke er alene, men at det, man går og bøvler med, er noget, man deler med andre. Det er ikke mig, den er gal med, for det svære i livet er både naturligt og uundgåeligt. Når noget er et grundvilkår, ændres perspektivet fra, at vi ser på os selv som utilstrækkelige med ansvar for alt, hvad der sker i vores liv, til et andet og større perspektiv, der peger på det fællesmenneskelige, som forbinder os til andre mennesker gennem alt det, vi deler og har til fælles. På samme måde er det med ensomheden: Det er et vilkår vi deler med andre. Vi er ikke alene om at være ensomme.

Ensomhed og skam

Ensomhed er en kompleks følelse, der kommer og går hele livet. Den kan være forbigående, men den kan også bide sig fast i os og have store negative konsekvenser. Den kan lamme os fuldstændig, så vi ikke længere tør gribe ud efter nogen – eller noget. Det tankevækkende er, at ensomhed rammer alle og hænger ikke nødvendigvis sammen med, om man er social, har venner og familie.

Mange af de unge, jeg taler med, beskriver ensomheden som noget skamfuldt. For nogen er det ligefrem et tabu. Det er flovt at være ensom, for hvorfor er man ikke glad, når solen skinner og alle de andre går i byen og har det sjovt? Så er man ikke ung på ”den rigtige måde”; især når normen er, at man som ung skal være social og udadvendt. Set i det lys er der mange, der bliver ensomme. Men måske er det mere normen, end det enkelte menneske, den er gal med?

Kan ensomhed fikses?

Alle, der har forsøgt sig med at ville fikse livet, ved, at det kan ikke lade sig gøre. Men derfor bliver vi alligevel ved med at dele ud af gode råd og ideer til, hvordan andre kan få det bedre: Hvad de skal gøre, hvordan de skal tænke. Sagen er bare den, at det ikke hjælper – heller ikke på ensomheden. Tværtimod kan man blot føles sig endnu mere isoleret og ensom, hvis man ikke kan tage imod de andres gode råd.

Ensomhed er et gode, i hvert fald i mindre doser, Astrid Lindgren

I mine samtaler om ensomhed har jeg hentet stor inspiration i Astrid Lindgrens forfatterskab, som har ensomheden som et gennemgående tema. Astrid Lindgreen kendte ensomheden fra sit eget liv og beskrev den ofte gennem sine romanfigurer, i interviews og breve. Hun siger et sted: ”Mennesket har et skrøbeligt sølle værn mod, hvad livet kan finde på at slå til med, hvis han eller hun ikke har lært at være alene. Det er næsten det vigtigste af alt”.  Ensomheden findes som et grundvilkår i livet; det kan vi ikke ændre, og derfor skal vi kunne tåle at være alene.

At lære ensomheden at kende

Ensomheden kan ramme os som en flodbølge, der vælter os fuldstændig omkuld og suger al kraft ud af os. Det er en skræmmende følelse, og har man først oplevet ensomhed, så glemmer man det aldrig. Men hvordan ruster man sig til ensomheden? Ifølge Astrid Lindgren er svaret, at vi er nødt til at lære ensomheden at kende. Det er, siger hun, det stærkeste middel mod ensomheden.

Tal om det

Ensomheden findes som et grundvilkår for os alle, og den kan ikke fikses. Den kan slå os omkuld, og vi frygter den, men hvordan finder vi modet til at leve med den? Hos studenterpræsten kan de studerende – i al fortrolighed – tale om ensomheden og om, hvordan det påvirker dem. Tale om skammen og om, hvor sårbar ensomheden gør dem. Men det er kun første skridt. Næste skridt er ruste sig imod ensomheden: At se på det der lykkedes. Hvad har jeg brug for. Hvad kan jeg gøre for andre. Hvad tør jeg bede om. Overfor hvem tør jeg bryde tabuet ved at tale åbent om ensomheden.

Fællesskaber

Et af de gode råd vi ofte giver mennesker, der er ensomme, er, at de skal opsøge fællesskaber. Men for den ensomme er det et råd, der er svært at honorere. For har man været ensom længe, er man ofte slet ikke i stand til at række ud efter andre. Derfor skal vi altid minde os selv og hinanden om, at ensomhed ikke er noget, der blot rammer de andre, men det er et vilkår vi deler. Det er normalt og almindeligt. Vi skal huske, at ensomhed er et vilkår vi deler, og fællesskaber er noget vi giver til hinanden. 

God sommer

Lene Crone Nielsen, studenterpræst SDU