Nyt fra menighedsrådsformanden april 2023.

For nogle år siden fejrede vi påske i Jerusalem. Det år faldt den kristne påske sammen med den jødiske påske, så Jerusalem var på alle måder præget af påskefejringen. Jødernes påske, pesach, er en fejring, der skal minde jøderne om udfrielsen fra slaveriet i Ægypten. Jesus spiller ingen rolle i deres fejring, men en sammenhæng er der dog, idet Jesus tog til Jerusalem netop i forbindelse med den jødiske påske.

I Jerusalem er der mange kristne kirker, og hele byen summede af religiøst liv. At opleve kirkerne og at møde de mange kristne grupper, der holder andagt ved de bibelske steder, får en til at forstå, at det kristne trosliv er mangfoldigt og forskelligt. Byen myldrede med katolikker, ortodokse, armeniere, anglikanere og mange andre kristne retninger, også nogle, vi slet ikke var bekendte med. Og så var der naturligvis også luthersk evangeliske protestanter.

En af de store oplevelser var den fælles norske, svenske og danske gudstjeneste påskedag i Gravhaven. Ca. 500 mennesker var samlede og udover tekstlæsninger på de skandinaviske sprog, så deltog skandinaviske musikere i salmesang og solosang. Det var et særligt øjeblik, da alle i fællesskab men på hvert sit nordiske sprog fremsagde trosbekendelsen. Man følte en samhørighed og en tryghed, for os, der var samlede der, vi havde noget fælles: Vores kristendomsforståelse og vores på mange måder fælles historie.

Men oplevelsen gav også anledning til at reflektere over, at egentlig er vi i vores specielle kristendomsforståelse en minoritet i den kristne verden. Protestantismen er en minoritet og vores forståelse er protestantismen deles ikke af alle protestanter. Nogle gange er det blot nuanceforskelle, men de er der. Jeg mindes, da daværende udenrigsminister Poul Hartling besøgte formand Mao, og Mao spurgte, hvor mange danskere, der var? Da Hartling svarede: Godt fem millioner, udbrød Mao: Dem må I sandelig passe på, de kunne jo let forsvinde. Sådan er det også med den nordiske kristendomsforståelse (og nordtyske), den må vi sandelig passe på.

Jeg kom til at tænke på oplevelsen, da jeg den 2. april deltog i bispevielsen i Odense Domkirke. I processionen deltog udover de danske bisper også bisper fra de øvrige nordiske lande. I forbindelse med bispeordinationen blev tekstlæsningerne udført af en dansk, finsk, norsk og færøsk biskop. Det understreger jo tydeligt, at vi har et troens fællesskab, og at det er et fællesskab, vi tager alvorligt, et fællesskab vi dyrker, og et fællesskab vi støtter hinanden i at udvikle og gøre stærkt. I forbindelse med bispevielse havde jeg en samtale med biskoppen fra Strängnäs, og selvom menighedsråd hedder ”forsamlingen” i den svenske kirke, så kunne vi fint udveksle erfaringer og afprøver ideer. Vi talte det samme kirkesprog, og det føltes trygt og godt.

Og ja, bispevielsen betyder jo også, at hverdagen i Fyens Stift og dermed Sankt Knuds Sogn går ind i en ny æra. Vores nye biskop fik mange flotte ord med på vejen i forbindelse med sin indsættelse som biskop, og der er ingen tvivl om, at vi alle møder vores biskop med store forventninger. Vi skal have forventninger – naturligvis – men vi skal også møde vores biskop med åbenhed og være parate til forandringer. Til lykke Mads Davidsen med din nye ansvarsfulde og betydningsfulde position, vi glæder os til samarbejdet. I Sankt Knuds Sogn er vi åbne – og forventningsfulde!

Vi er godt igennem påskefejring, der var glædeligt også i år stor opbakning til vores Skærtorsdagsgudstjeneste. I år har også Langfredagsgudstjenesten fået en lidt ændret form, alt sammen for at medvirke til, at påskens budskab står klart og vedkommende for den enkelte. Lad mig slutte af med på menighedsrådets vegne at ønske alle en glædelig påske

Eva Haue

Sankt Knuds Sogns Menighedsråd

Formand