07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden
# Nyheder
Nyt fra menighedsrådsformanden
Vi går fra den en krise til den anden. Først coronakrisen, så krigen i Ukraine og nu en energikrise.
Coronaepidemien gav lukkede kirker af frygt for smittefaren. Selv julegudstjenesterne blev aflyst. Det har kirkerne efterfølgende ikke fået ros for, og der har da også været en selvransagelse blandt kirkens folk: hvor var kirken, da folk var i nød og netop havde brug for kirken?
Nu har vi så en energikrise, og kirkeministeriet, stifter og provstier har udsendt instrukser og gode råd om, hvordan man kommer igennem vinteren med de meget høje energipriser. Flere stifter foreslår, at man lukker nogle af kirkerne! Det, synes jeg, er en rigtig dårlig idé. Begrundelsen for at have kirker liggende spredt ude i landet er jo, at kirken skal være dér, hvor folk er, og hvor de samme folk har brug for en kirke. Al erfaring viser, at når folk er utrygge - og vi har nok ikke kun energikrise i denne vinterperiode, men også fortsat krig i Ukraine - så søger folk kirken, så har folk brug for kirken!
Et andet forslag er at sænke temperaturen i kirkerne til 19 grader. Netop her ved månedsskiftet er temperaturen sænket i mange statslige institutioner. I kirkerne er vi naturligvis også energibevidste, men en generel sænkning af temperaturen er ikke så ligetil. En af menighedsrådenes store opgaver er at passe på og bevare kulturarven. Vi har mange middelalderkirker, hvor mure og inventar vil blive ødelagt, hvis temperaturen bliver for lav, og problemet bliver endnu større, hvis man i forbindelse med en lukning eller delvis lukning af kirkerne sænker temperaturerne yderligere.
Et yderligere aspekt er, at mange af vores kirkegængere er ældre og nogle er skrøbelige. Nedsætter vi temperaturen generelt i kirkerne vil mange ikke turde komme til gudstjenester for ikke at risikere deres helbred.
Men hvad så? I Sankt Knuds Sogn er vi i den heldige situation, at vi har fjernvarme. Det holder formentlig varmepriserne nede, men også vi bliver ramt af de stigende elpriser. Mange af de råd, vi har modtaget vedr. nedbringelse af elforbruget, har vi allerede implementeret i Odense Domkirke og Gråbrødre klosterkirke. Vi vil som udgangspunkt ikke sænke temperaturen i Domkirken af hensyn til bl.a. vores altertavle, i Gråbrødre klosterkirke vil vi sænke temperaturen, når kirken er lukket.
Selvfølgelig betyder de stigende energipriser, at der må der omprioriteres og ombudgetteres. Men jeg tror ikke, det kan bringe alle kirker helskindet gennem energikrisen. Politikerne og ministeriet må bringes til at indse, at man ikke ligesom ved coronakrisen lader folkekirken i stikken, og folkekirkens ledere må højt og tydeligt argumentere for kirkens vigtighed for befolkningen i hverdagen men ikke mindst i disse krisetider.
Og nu til noget helt andet! Vores ledende kirketjener Poul Jørgensen har valgt at gå på efterløn ved udgangen af oktober. Selvom vi selvfølgelig under ham at få tid til rejser mm., så vil vi savne ham, så vil jeg som formand savne hans viden, hjælpsomhed og altid loyale optræden. Heldigvis har vi fået lovning på, at han vil påtage sig en stor del af det ekstra arbejde, der kommer i forbindelse med bispevielsen i Odense Domkirke den 2. april 2023. Menighedsrådet holder afskedsreception for Poul Jørgensen den 28. oktober kl. 12.30 i Sankt Knuds salen.
Eva Haue
Sankt Knuds Sogns Menighedsråd
Formand
Kommentarer