… for derimellem kommer fasten

Af Ulrik Andersen, sognepræst i Domsognet

Sådan lyder anden del af den meget velkendte julesang, vi med stor fryd synger

i fuld fart rundt om juletræet. Men hvad er det egentlig, vi synger? Fasten… hvilken faste?

For selvom jeg også har hørt udgaver af sangen,

hvorordet ”fasten” er skiftet ud med ”festen”,

så er det ganske rigtigt, når vi synger om

fasten, for det er den, der kommer mellem

Jul og Påske. Og netop nu befinder vi os i

fastetiden.

Når vi hører om faste, tænker de fleste

nok at det er dét, muslimerne gør ved

Ramadanen, når de i en måneds tid ikke

spiser og drikker, mens solen er på himlen.

Mange forbinder ikke længere faste med

kristendom, selvom det i århundreder har

været en fast praksis og tradition i kristne

kirkesamfund verden over.

Den kristne fastetid er da heller ikke

længere det samme, som den var engang,

eller det samme som muslimerne praktiserer.

Den er slet ikke nær så synlig i samfundet,

ja den er mest af alt et privat projekt,

for dem, der vælger at faste i en periode

mellem Jul og Påske.

Historisk har fasten været praktiseret

helt tilbage i Oldkirken, hvor man bl.a.

gennem faste søgte at vinde kontrol over

sine lidenskaber.

I Bibelen fandt man belæg for fasten i

beretningen om Jesus, der efter sin dåb i

Jordanfloden, opholder sig i ørkenen i 40

dage, og her hverken spiser eller drikker

(Matt. 4, 1 – 11). ”Mennesket lever ikke af

brød alene, men af hvert ord, der udgår af

Guds mund” siger Jesus, mens han faster,

og i de ord, ligger jo meget sandhed gemt.

I middelalderen er fasten i den katolske

kirke efterhånden blevet udbygget til

omtrent 180 fastedage i løbet af året med

hovedvægten på en 40 dage lange fasteperiode

fra Askeonsdag (onsdagen efter

Fastelavn) til Påskedag.

Ved Reformationen i 1536 blev fasten

afskaffet, men overlevede de kommende

århundreder som en folkelig skik. Både

Martin Luther og N.F.S. Grundtvig gjorde

dog i deres tid opmærksom på, at man ikke

skulle faste for at gøre sig fortjent overfor

Gud, men for at finde ind til kernen i den

kristne tro.

I det 20. århundrede gled fasten mere

og mere ud af folks bevidsthed, og blev

efterhånden kun til et ord i en julesang, der

let forveksles med fest og ikke forbindes

med noget særligt.

Og her kunne fasten så være gledet ud af

historien og ind i glemslen. Men netop i vor

tid, hvor der opleves et stigende fokus på

fysisk og mental sundhed hos den enkelte

og en større fælles bevidsthed om at spare

på ressourcerne for miljøets skyld, dukker

fasten op igen.

Denne gang ikke nødvendigvis alene som

en religiøs praksis, men også som en måde

at styrke krop og ånd hos den enkelte.

Faste er blevet et individuelt projekt i

form af slankekure eller omlægning af ens

kost, så bestemte kategorier af fødevarer

ikke længere indgår. Det er blevet til perioder,

hvor man slukker for ens sociale medier

og trækker stikket på fjernsynet, for at

finde tid og plads til at være sammen som

familie eller have mulighed for at fordybe

sig i et eller andet større projekt.

I Folkekirken ses der også rundt omkring

en øget fokus på faste; særligt i den gamle

traditionelle fasteperiode mellem Fastelavn

og Påske.

Mange steder tilbydes inspiration til en

personlig faste og kirkelige fællesskaber,

hvor fasten fortolkes og bruges på en

måde, der opleves relevant i nutiden. For

faste er nemlig ikke kun noget for muslimer,

eller noget der hører en fjern fortid

til. Faste er heller ikke kun et andet ord for

slankekur eller skærmkontrol. Faste er en

god anledning til at se indad, få ryddet op

i usunde vaner og vende blikket mod Gud,

mod ens tro, etik og livsopfattelse