Præstens klumme af Ulrik Andersen - om at vælge kirkevielse

Højsæsonen for vielser er ovre i denne omgang, men selvom bladene falder og vejret bliver mere råt og koldt, sker det alligevel jævnligt at jeg fra vinduet på mit kontor, hvor der er den fineste udsigt ud over Eventyrhaven, kan se brudepar stille op til fotografering nede på broen eller ved siden af statuen af H. C. Andersen. De kommer temmelig sikkert direkte fra en vielse ovre på rådhuset, og jeg tænker: ”Gad vide hvorfor de ikke valgte kirken?”. Nu kunne jeg vælge at gå ned i Eventyrhaven og spørge parrene ad, men det virker lidt påtrængende og upassende, så det følgende baserer sig på samtaler med folk i andre sammenhænge, og svarene er tankevækkende.

En del vælger rådhuset, fordi de ikke er troende og måske heller ikke medlemmer af Folkekirken, andre fordi de tilhører en anden trosretning eller slet ikke er bosiddende i Danmark. For dem vil rådhuset være det naturlige valg, og fra kirkens side kan vi kun ønske dem hjerteligt tillykke med vielsen og håbe de får en god dag.

Andre derimod vælger rådhuset, selvom de ikke ville tøve med at bruge kirken til dåb af deres børn eller bisættelse af deres forældre og bedsteforældre. Ofte skyldes fravalget af kirken til vielsen fordomme om, hvem der kan blive viet. ”Jeg har været gift før, og dengang var det i kirken. Jeg kan ikke være bekendt at komme igen for at blive gift én gang mere” – sådan lyder det fra nogen, som mener at hvis man skal giftes for anden eller tredje gang, så må det hellere være på rådhuset. Jeg har flere gange hørt fordomme om, at vi i kirken ikke bryder os om at vie fraskilte.

Som præst ved jeg godt, at vi mennesker ikke er perfekte. Vi er jo trods alt kun skabte i Guds billede, og ikke som små guder. Vi kan ikke det samme som Gud kan, og det er et livsvilkår for os, at vi fejler. Vi kan også tage fejl, når vi vælger partner. Det, der føltes som det helt rigtige, kan vise sig med tiden ikke at være det alligevel. Jeg vil derfor heller aldrig nægte at vie et menneske, der har været igennem en skilsmisse, for ingen bliver skilt for sjov, og alle fortjener altid en chance mere. Så længe løfterne i vielsesritualet bliver givet uden forbehold og med alle intentioner om at leve sammen, og gøre alt hvad man kan for at holde kærligheden og ægteskabet i live, ja så kan man efter min mening ikke gøre mere. Hvad tiden og livet bringer os, er vi ikke Herrer over.

Kirken bliver også til tider valgt fra, fordi man om sig selv siger: ”Så kristen er jeg altså heller ikke”. Fordommen om at vi kræver en særlig grad af tro her i kirken, lever stadig rundt omkring. I Folkekirken begiver vi os imidlertid ikke af med at undersøge graden af tro hos dem, der kommer i kirken. Det lader vi være en sag mellem den enkelte og Gud. Så hvis du med dig selv tænker: ”Det føles rigtigt. Jeg har lyst til det. Det vil jeg gerne”, ja så er du hjerteligt velkommen – også selvom du en gang imellem tænker: ”Kan det nu også passe, og hvad nu hvis..?”

Du behøver altså ikke vælge rådhuset til vielse, fordi du ikke synes du er ”god nok” til kirken. Kirken er også for alle de uperfekte, for alle dem der har været gift før, og dem der ser sig selv som kultur-kristne eller bare ikke har sat deres ben i kirken i flere år. Her er du altid velkommen!

Sognepræst Ulrik Andersen