Indtryk fra ”åben prædikenforberedelse”

Præsteværelset i Graabrødre Klosterkirke er ramme om ”åben prædikenforberedelse” nogle gange om året. Her er der mulighed for at være med til en samtale om søndagens tekst og tema, og det er en stor glæde for mig som præst at have gæster i præsteværelset til spændende samtaler.

Søndag d. 8. november var seneste gang, og efterfølgende har jeg fra én af deltagerne Steen Lund modtaget hans oplevelse af at være med. Som inspiration bringes den herunder.

Rummet bag alteret til venstre er ikke meget større end et kosteskab. Da den syvende og sidste deltager i prædikenværkstedet ankommer, skal en stol pusles ind og så kan og skal vi ikke være flere, konkluderer præsten. Tre kvinder, fire herrer og præsten. En ung mand, præsten er midaldrende, resten af os er ’ældre’. Jeg havde forberedt mig på at være fremmed i en fast sammentømret gruppe, men kun to, måske tre, har deltaget tidligere.

Stemningen er ikke andagtsfuld, men rummets størrelse giver en intimitet til samtalen, som jeg ikke havde forventet. Udenfor er der travlhed, Gudstjenesten forberedes, koret prøver, en vanskelig passage indøves, kirken gøres klar, men nu lukker vi døren, nu begynder vi.

Samtalen er famlende, men på en god måde. Nogle temaer prøves af, men dør ud, andre anslås, fader ud, men dukker så op igen, enkelte flere gange. Der er ingen, der har en fortolkning med hjemmefra, ingen har en kæphest at ride, man famler, men man famler sammen.

I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere. Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Markus 12,38-44

Hvem var de skriftkloge i de lange gevandter? Og hvem er de i dag? Eliten, og eliten, hvem er egentlig det, os selv? Er det os selv, der peges fingre ad, os, der kun giver en brøkdel væk og beholder resten for os selv? Hvor ligner vi den fattige enke, hvad er det, vi er fattige på, men som vi alligevel skal give bort. Vores tid? Vores tillid? Er det ikke et voldsomt krav, at for at gøre os fortjente til Jesus’ anerkendelse, skal vi give ’alt hvad vi har, alt det, vi har at leve af’? Kun Jesus ser den fattige enkes bidrag, ser det, vi gør i det skjulte. Det politiske, Jesus som oprører, som rabiat, det endte med at koste ham livet. Hvorfor er det sværere for en rig at komme i Himmerige, end for en kamel at komme igennem et nåleøje? Er kristendommen ikke en fanatikerreligion, der stiller krav, der er umulige at opfylde, ’givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af’? Og hvis kravene, forventningerne er så monstrøse, er det så ikke ok, at vi undlader at opfylde dem, hvis vi alligevel ikke giver begge vores mønter bort, men beholder den ene selv, kan vi så ikke lige så godt beholde den anden også, vi har jo alligevel allerede fejlet?

Undervejs tillagde vi vist den fattige enke nogle knap så ædle motiver, mon ikke også hun blot ville indynde sig hos Vorherre, det står der jo ikke noget om i fortællingen. Men var vi ikke på denne måde mindre generøse end fortællingen opfordrer os til at være, holdt vi ikke her igen på det, vi i forvejen ikke har for meget af, vores tillid? Gjorde vi os egentlig ikke klogere end Jesus himself, forsøgte vi ikke på denne måde at unddrage os hans undervisning?

Præsten har allerede om formiddagen prædiket over teksten i Domkirken, han har sine vinkler, sine formuleringer, men han inddrager temaer og vendinger, som han har løftet ud af samtalen, vi kan godt fornemme, at vi har bidraget.

Det er underligt at se præsten i kjole tage imod menigheden, først kan jeg næsten ikke genkende ham, hans attitude, hans motorik, hans blik er et andet, end det vi mødte i kosteskabet.

Gudstjenesten, hvor man beder, og beder igen, hvor man bekender sin kristne tro, hvor to bliver døbt og bliver budt velkommen i den kristne menighed, hvor man synger sammen, rejser og sætter sig sammen, hvor man går til alter og præsten om brødet på Jesus’ vegne siger ’Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!” – det er alt sammen for mærkeligt for mig. Kristendom for mig, det er bibelhistorie, det er fortælling, tekst, egentlig en form for litteratur. Man tror på Jesus, på den lille pige med svovlstikkerne, på Gregor Samsa eller Raskolnikov, de har aldrig levet, men er alligevel levende.

Ligesom i kosteskabet bag alteret i Klosterkirken den fattige enke, som gav af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af, var levende.

Jesus så hende.

Vi så Jesus se hende.

Vi så hende.

Ulrik Andersen