01/04/2025 0 Kommentarer
Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
# Nyheder

Nyt fra præsterne - Ulrik Andersen
Ikke bare hvid kjole og lørdag eftermiddag…
Forår og sommer er højsæson for vielser i Domkirken og Klosterkirken. Glade mennesker samles for at fejre kærligheden og få Guds velsignelse over deres parforhold. Ofte er brudeparrene vel hvad man kan kalde ”variation over samme tema”; en smuk ung kvinde i en hvid kjole og ved siden af en nydelig mand i et pænt sæt tøj. Men af og til dukker der også nogle op, som ser anderledes ud og stikker ud fra de andre.
Jævnligt har vi forældrepar, der bliver viet i forbindelse med dåben af deres barn. Vielserne er af og til en overraskelse for gæsterne, som nok ikke havde tænkt, at en vielse også kan finde sted i forlængelse af en ganske almindelig gudstjeneste om søndagen. Men det kan den sagtens.
Andre gange har vi små vielser uden orgelbrus og salmesang på hverdage, hvor antallet af gæster begrænser sig til nogle ganske få, og vi tager også gerne imod dem, der vælger at indlede fejringen af deres kobber- sølv- eller guldbryllup med at få den kirkelige velsignelse, som det ellers aldrig er blevet til.
Som præst er det en fornøjelse at stå med alle de glade par, og når vi møder de utraditionelle, er de med til at sende et signal om, at vielse i kirken altså ikke nødvendigvis kræver en bestemt standard af kjole og budget, men at man roligt kan komme til os præster med sine – måske lidt anderledes – ønsker og tanker om, hvordan ens vielse skal foregå. Oftest kan flere ting lade sig gøre, end man går og regner med.
I modsætning til rådhuset byder vi ikke på et glas portvin eller sodavand til de små, som det sker nogle steder, og i kirken står vi heller ikke og hyggesnakker oppe ved alteret inden selve vielsen finder sted. Til gengæld er vi rigtig gode til at skabe en højtidelig og smuk ramme om ét af livets største øjeblikke. Vi er gode til at sætte ord på de store følelser og til at åbne for større dimensioner end bare de rent menneskelige.
Man er velkommen lørdag eftermiddag i hvid kjole og i et pænt sæt tøj, men man er nøjagtig lige så velkommen en hverdag i sit arbejdstøj, og der kan let blive plads et par hundrede gæster, men det er lige så fint bare at komme som brudepar helt alene.
Sognepræst Ulrik Andersen
Kommentarer