Så fik vi endelig en ny regering efter lange og tilsyneladende seje forhandlinger. Var det så værd at vente på? Ja derom er der nok uenighed, men at der kom en regering, med det brogede folketing valget resulterede i, viser vores demokratis robusthed. Og det kan vi nok alle blive enige om at være glade for.

For kirken resulterede regeringsdannelsen i, at Kirkeministeriet ophørte som selvstændigt ministerium. Kirkeministeriet blev lagt ind under Sundhedsministeriet, så vi nu har et Sundheds- og Kirkeministerium. Det har givet anledning til nogen uro i kirkelige kredse, fordi man let kan tolke det som en manglende interesse og anerkendelse af folkekirkens betydning.

Kirkeministeriet har i mange år levet en omtumlet tilværelse. Hvis vi vender os lidt mod historien, så skal vi tilbage til tiden for Grundloven i 1849. Kirke- og undervisningsvæsenet blev slået administrativt sammen i Kulturministeriet. Først i 1916 blev Kirkeministeriet oprettet som selvstændigt ministerium. Ser man på regeringsdannelserne fra 1916 og frem, så skete det store brud i Kirkeministeriets position med Hartling regeringen i 1973, hvor et-parti regeringen indskrænkede antallet af ministre, hvilket betød, at ministerier blev lagt sammen. Her blev Kirkeministeriet for første gang lagt sammen med et andet ressortområde. Således blev der oprettet et ministerium for kirke og offentlige arbejder.

Regeringen Hartling holdt som bekendt kun kort, men ideen om at sammenlægge ministerier overlevede. I de følgende regeringer blev Kirkeministeriet koblet sammen med forskellige ministerier, således med ministerier for Grønland, Ministeriet for Kommunikation og Forskningsministeriet. I mange år var Bertel Haarder minister for Undervisning og Kirke, og Kultur- og Kirkeministeriet blev et fælles ministerium i en årrække. I 2009 blev oprettet et Ministerium for Kirke og Flygtninge, Indvandrere og Integration, og endelig i ’22 blev Kirkeministeriet lagt sammen med Ministeriet for By og Landdistrikter og Nordisk samarbejde. Fra den første sammenlægning i 1973 til nu, var Kirkeministeriet kun et selvstændigt ministerium i knap 14 år.

Så hvorfor uroen nu? Vi har jo prøvet det før. Det skyldes nok, at ved de tidligere sammenlægninger har de sammenlagte ministerier beholdt deres selvstændige ministeriebetjening med egen departementschef og embedsmænd. Ved denne sammenlægning bliver Kirkeministeriets ansatte ganske vist flyttet over i Sundhedsministeriet, men Kirkeministeriet ophører som selvstændigt departement, og mister sin egen departementschef. Det har vi ikke prøvet før.

Der har i mange år været kritik af Kirkeministeriets langsommelighed. De havde få medarbejdere, og det indvirkede bl.a. på, at svartiderne ofte forekom urimeligt lange. Man kunne forestille sig, at de mange nye medarbejdere i Sundhedsministeriet kunne tilføre dynamik og robusthed. Så måske kan det administrativt blive en forbedring?!

Hvad med holdningen til det kirkelige område? Er nedlæggelsen af Kirkeministeriet ikke et udtryk for en manglende forståelse for, at det åndelige har en stor og stigende betydning i befolkningen? Jeg tror ikke, det har nogen betydning. Kirkerne består jo, alt uden for ministeriet kører jo videre som før. Og det er jo ude i verden blandt mennesker, at vi i kirken griber fat i den åndelige samtale. Nogle i det kirkelige landskab vil nok ovenikøbet ønske, at den ministerielle strukturændring vil resultere i, at ministeriet blander sig mindre i kirkelige forhold. Ikke flere indgreb i Helligdage, ikke flere pålagte ritualer!

Et ministeriums vigtighed styres ikke nødvendigvis af sammenlægninger eller af ministerens placering i Statsrådene, men af de personer, der bliver ministre. De ældste af os husker Bodil Koch, som var en meget markant kirkeminister fra 1953 og 13 år frem. I hendes periode ville ingen overhovedet overveje at nedlægge/sammenlægge Kirkeministeriet. Bertel Haarder var hele sin ministerperiode minister i et sammenlagt Kirkeministerium, og vi kan vist blive enige om, at han var en markant minister.

Ida Auken er blevet den nye kirkeminister. Hun er teolog, hvilket ikke har været en given ting. Hun kender folkekirken, og folkekirkens ”sprog” og måske også ligtorne. Vi er spændte på, hvilken kirkeministerrolle, hun vil påtage sig. I mellemtiden arbejder vi videre i vores kirker med alle de opgaver, der er forbundet med at være kirke i dag. Vi gør det med glæde – og forventning.

Eva Pilgaard Haue

Sankt Knuds Sogns Menighedsråd

Formand