I Odense Domkirke har vi ordinationsgudstjenester jævnt fordelt over året. Senest har vi haft to ordinationsgudstjenester ultimo januar og medio februar. Ved den første ordinationsgudstjeneste blev seks kommende præster ordineret og ved den i februar to. Jeg deltog i de to gudstjenester, egentlig blot af ren nysgerrighed, jeg ville se, hvordan vi i Odense Domkirke håndterer sådanne gudstjenester.  Min eneste erfaring med ordinationsgudstjenester var, da min søn og svigerdatter blev ordineret i Maribo Domkirke for nu syv år siden.

Der er selvfølgelig en manual (liturgi) for en ordinationsgudstjeneste, og selvom meget er bundet, så kan de enkelte Domkirker sætte sit eget præg på gudstjenesten. Lad mig sige det straks, en ordinationsgudstjeneste i Odense Domkirke er en ualmindelig højtidelig og festlig gudstjeneste. Det er en oplevelse, man skulle unde sig selv.

Alene processionen med biskop, domprovst, ordinanterne, formænd for de aktuelle menighedsråd og mange præster er noget særligt. Ved gudstjenesten med de seks ordinanter var der virkelig mange præster. Hertil kom, at de mange repræsentanter for de menigheder, hvortil præsterne var kaldt, samt ordinanternes familier gjorde, at kirken var fuld. Processionen begynder ved Konsistoriesalen og bevæger sig ned til indgangsdøren, hvorefter den går op gennem midtergangen op til koret. Selvfølgelig fulgt af fantastisk musik. Jeg fik kuldegysninger, vil jeg gerne indrømme. Alle er i stiveste puds med ordner mm., ordinanterne er iført hvide albaer for at markere, at de endnu ikke er præster. Alle i kirken rejser sig, ikke for personerne med for embederne.

Det centrale i gudstjenesten er biskoppens tale og forbønnen med håndspålæggelse. Alle de tilstedeværende præster deltager i håndspålæggelsen. Derudover bekræfter præsten det præsteløfte, der tidligere er afgivet skriftligt.

Når gudstjenesten er færdig går processionen ud nu med ordinaterne iført deres præstekjole, hvilket markerer, at nu er de rigtige præster.

Nogle vil måske spørge, hvad er det egentlig med sådan en ordination? Hvorfor skal kommende præster igennem en særlig gudstjeneste, inden de kan fungere som præst? De fleste af os har nok oplevet, da vi efter endt uddannelse fik vores første job, blot at få anvist en stol eller lignende og måske blive feteret med en kop kaffe i et papbæger! Men for kommende præster - og i øvrigt kommende læger også - er det mere højtideligt.

Den danske folkekirke bygger bl.a. på Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 og på Kirkeordinansen fra 1537/39. I art. 5 i Den Augsburgske Bekendelse omtales ”et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne”, og i Kirkeordinansens punkt 9 beskrives i detaljer, hvordan en ordination skal finde sted. Ordinationen er en forbøns- og indsættelsesgudstjeneste, og finder sted, når man første gang er blevet kaldet til et præsteembede. Ordinationen er altså en engangsbegivenhed, en gang præst altid præst – normalt.

Inden selve ordinationsgudstjenesten har de kommende præster deltaget i en bispeeksamen. Som der står i Kirkeordinansen, for at prøve nye præsters ”lærdom og forstand”. Formålet med en bispeeksamen er at sikre, at de nye præster varetager deres embede i overensstemmelse med folkekirkens læregrundlag. Det er de enkelte biskopper, der tilrettelægger deres udgave af en bispeeksamen, og jeg har hørt, at der var en (fynsk) biskop, der yndede at eksaminere de kommende præster i de gammel- og nytestamentlige tekster på henholdsvis hebraisk og græsk. Det vandt han ikke en popularitetspris på.

Jeg tror de fleste præster oplever, at der sker noget afgørende ved en ordination, noget som giver dem den legitimitet, som de har brug for i det daglige arbejde og som giver dem en særlig status. Samtidig føler de sig også indlemmet i et kollegaskab af en helt særlig art.

Selvfølgelig har også ordinationsritualet og elementerne omkring ordinationen været genstand for kritik eller krav om fornyelse. Hovedkritikken gik/går på, at ordinationsgudstjenesten er centreret omkring de gejstlige, og at den menighed, som præsten skal fungere for og blandt er reduceret til tilskuere. Nogle har f.eks. foreslået, at hele menighedsrådet skal deltage i processionen og i håndspålæggelsen, og at en af de bibelske tekster læses af en fra menigheden.

Lige for tiden er Folkekirken optaget af ændre andre ritualer, så diskussionen af ordinationsritualet er sat på pause. Måske har man også indset, at den højtidelighed, der skal være over gudstjenesten og processionen tilgodeses bedst ved den konformitet, der kommer gennem den fælles embedsdragt. At være til stede ved ordinationen, tror jeg er tilstrækkeligt integrerende for de aktuelle menighedsrådsmedlemmer.

Men kom selv og deltag i gudstjenesten. Det er en oplevelse.

Med venlig hilsen,
Skt. Knuds Sogns menighedsrådsformand,
Eva Haue