08/10/2026 0 Kommentarer
Nyt fra frivilligkoordinatoren - oktober 2026
Nyt fra frivilligkoordinatoren - oktober 2026
# Nyheder

Nyt fra frivilligkoordinatoren - oktober 2026
Der er liv i vores kirker året rundt – og meget af dette liv skabes af de frivillige. Hen over sommeren har en gruppe frivillige hver onsdag tilbudt rundvisninger i Odense Domkirke, mens andre som kirkeværter har taget imod besøgende, der søgte ro, eftertanke eller et pusterum i hverdagen. Med venlighed, nærvær og stor viden har de frivillige været med til at give både turister og lokale en god oplevelse i såvel Odense Domkirke som Gråbrødre Klosterkirke.
Nu er efteråret kommet, og kirkerne summer af aktiviteter. Som frivillighedskoordinator er det en stor glæde at opleve den energi, hjælpsomhed og varme, som de frivillige bringer med sig. Hvad enten det er at tage imod besøgende, hjælpe ved arrangementer, dække bord og byde velkommen i Onsdagscaféen eller løse praktiske opgaver ved foredrag, koncerter og særlige begivenheder, er samarbejdet mellem kirkens faste personale og de frivillige med til at gøre vore kirker til steder, hvor alle føler sig set, mødt og velkomne.
I den kommende tid får vi brug for frivillige, der har lyst til at være med omkring det nye drengekor– skabe gode rammer for korsangerne på øvedage og støtte op ved koncerter.
Vi søger også frivillige til familiegudstjenesterne, hvor vi efter gudstjenesten samles om et varmt måltid mad og hyggeligt samvær med børn og voksne.
At være frivillig er ikke at være gratis arbejdskraft. Det er at være en del af et fællesskab, hvor mennesker mødes om at gøre en positiv forskel for andre – og samtidig oplever glæden ved selv at høre til.
Har du lyst til at blive frivillig, eller har du idéer til, hvordan vi kan udvikle frivilligfællesskabet, hører jeg meget gerne fra dig.
Med venlig hilsen
Gerda Kruse-Andersen
Frivilligkoordinator ved Odense Domkirke og Gråbrødre Klosterkirke
E-mail: gerda.kruse.andersen@gmail.com
Kommentarer