Menighedsrådsvalg 2024: Sognepræstens perspektiv

Menighedsrådsvalg 2024: Sognepræstens perspektiv

Menighedsrådsvalg 2024: Sognepræstens perspektiv

# Menighedsrådsvalg 2024

Menighedsrådsvalg 2024: Sognepræstens perspektiv

Præst og menighedsråd – et frugtbart samarbejde

D. 17. september er der valg til menighedsrådet for den kommende 4-årige periode. Her i Skt. Knuds Sogn skal der vælges 12 medlemmer. Men ser man nærmere på listen over medlemmer af menighedsrådet, er der faktisk fire medlemmer mere. Menighedsrådet består af i alt 16 personer. Disse fire medlemmer, som ikke skal vælges, er sognets præster. Vi er i kraft af vores ansættelse fødte medlemmer af menighedsrådet.

Præsterne deltager i menighedsrådsarbejdet på lige fod med de 12 valgte medlemmer, og på nær sager vedrørende præsteboliger og sager der involverer en præstekollega, har vi samme opgaver og ansvar som de øvrige medlemmer. For os præster er menighedsrådet et vigtigt forum, hvor vi dels har mulighed for at sætte vores præg på kirkens liv og vækst, og dels indgår i frugtbart samarbejde med de valgte medlemmer. Det gode arbejde skal meget gerne kunne fortsætte i den kommende valgperiode, og her har vi brug for dig.

Som præster er vi nemlig dybt afhængige af, at frivillige kræfter vil stille sig til rådighed og lade sig vælge til menighedsrådet. Vi har brug for jeres viden og erfaring og ikke mindst jeres engagement. Uden jer ville vi savne input og gode idéer fra den brede befolkning i sognet. Vi ville mangle sparringspartnere, når vi planlægger foredrag, koncerter og alle de andre aktiviteter vi har i årets løb. Jer, der har tid og lyst til at give en hånd med til noget praktisk, og jer, der har en viden og erfaring at byde ind med, når vi forvalter kirkens økonomi, dens bygninger og personale – uden jer havde der slet ikke været den kirke og det liv i den, som vi kender.

Folkekirken er nemlig ikke en præstekirke, men netop en folkekirke. En kirke drevet af og for folket. Som præster går vi gerne forrest og stiller op, når det kristne budskab skal ud. Men vi ville aldrig kunne gøre det uden den folkelige opbakning fra menigheden og de valgte medlemmer i menighedsrådet. Det er – billedlig talt – de sten, det hele er bygget af.

Hvis du har lyst til at være med sammen med os præster, er du velkommen til at melde dig som kandidat og stille op til valget. Det finder som nævnt ovenfor sted tirsdag d. 17. september kl. 19.00 i Skt. Knuds Salen ved Domkirken. Eneste forudsætning er, at du er drevet af en kærlighed til kirken og det den står for, er medlem af Folkekirken og er bosiddende i Skt. Knuds Sogn eller har løst sognebånd til én af os præster.

Valget finder sted ved en såkaldt valgforsamling, som fungerer lidt på samme måde som en generalforsamling i foreningslivet. Det er her valget foretages, så selvom du ikke stiller op som kandidat, kan du gøre din indflydelse gældende ved at møde op og afgive din stemme ved valgforsamlingen. Jo flere, der stemmer ved valget, desto mere repræsentativt er det menighedsråd, som bliver valgt, og som skal være med til sammen med os præster at bære kirken videre. Vi håber derfor meget at se dig.

Med venlig hilsen

Sognepræst Ulrik Andersen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed