Her kan du læse Jens Christian Grøndahls gæsteprædiken, som blev afholdt til Bededagsaften i Odense Domkirke torsdag den 30. april.

------

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Matt 7,7-14: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

Da jeg læste teksten for at forberede mig til i aften, kom jeg til at tænke på et af Karen Blixens mottoer. Hun havde jo flere, men i en periode af sit liv prøvede hun at følge sin elskede Denys Finch Hattons leveregel: "Je responderay". Det er fransk og betyder: "Jeg vil svare."

Deri ligger ud over det indlysende - at svare, når nogen taler til én - også noget dybere og mere omfattende. Noget, der kan udtrykkes med en vending fra Lukas-evangeliet: "at kende sin besøgelsestid". Det vil sige at møde udfordringerne, når de melder sig. Være til stede i verden, ikke om lidt, ikke i morgen, men lige her og nu. Engagere sig og give sig hen frem for at holde på sig selv og putte med sit nærvær.

Det handler om at komme ud af sneglehuset. Ud af Jeghuset, som digteren Ole Sarvig kaldte det så rammende. Ud og møde verden, de andre. Livet i alle dets mærkværdige, uforudsete, ikke-kontrollerbare skikkelser.

Og hvor er der dog meget i evangelierne, der handler om netop dét. Hvis man kommer i kirke for at få soigneret sin mindfulness og føle sig åndelig på den lækre, perfekt ligevægtige måde, så vil man ofte føle sig dårligt serviceret. Sådan som Guds kærlighed forkyndes her, stryger den os ikke med hårene. Kærligheden er også og ikke mindst en tiltale: Hallo? Er du der? Har du tænkt dig at svare?

Undervejs i dagens tekst afprøver Jesus forskellige synsvinkler. Først er han hos den opsøgende, den, der er i underskud, og som han opfordrer til at være frimodig. Bank på, og der vil blive lukket op. Derpå hopper han over på den anden side af forholdet til næsten og anskuer tingene fra den givende part. Og nej, ingen af os giver vores børn en slange frem for en fisk eller en sten frem for et brød.

Vi er i de nære relationers naturlige udveksling af omsorg, men så springer synvinklen igen, og fordi det er Guds søn, der taler, har han lov til at gestalte den guddommelige synsvinkel for os: Når, vi, der er så smækfulde af fejl og egoisme, alligevel kan finde ud af at behandle vores nærmeste ordentligt, så bør vi også have tillid til Gud, der jo elsker os allesammen og er nær hver eneste af os på trods af vores fejl, mangler og ondskab.

Og så kommer følgeslutningen, tillidens konsekvens. "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem."

På dette sted foregriber Matthæus, hvordan oplysningsfilosoffen Immanuel Kant 1.700 år senere funderede sin moralfilosofi i det berømte kategoriske imperativ, som han første gang formulerede på denne måde: "Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver almen lov."

Både Kant og Jesus taler om viljen. At ville er, til en begyndelse, at møde virkeligheden positivt frem for at vende ryggen til den. Viljen er derfor også forbundet med et håb. For eksempel, når det drejer sig om, hvad man vil - og håber - at andre mennesker skal gøre mod én. Eller når det drejer sig om, hvad man vil - og derfor håber - skal blive almen lov.

Alligevel vil det, som jeg forstår de to, være overfladisk at konkludere, at Kant er på linje med Jesus. Det er han ikke, for Jesus er ikke moralist.

Skønheden i Kants oplysningsfilosofi er dens tro på, at mennesket med sin fornuft kan frigøre sig fra sin subjektivitet for at anskue livet og verden ud fra principper, der er universelt gyldige. For eksempel det princip, som menneskerettighederne hviler på, nemlig at alle mennesker er ligeværdige.

Kant formulerede sine tanker i tiden op til Den Franske Revolution. Hans universalisme var en forudsætning for visionen om et samfund baseret på frihed, lighed og broderskab. Men revolutionen endte som bekendt i et blodbad, og resultatet blev Napoleons tyranniske forsøg på at dominere det europæiske kontinent.

Det er jo det her med "maksime" og "almen lov", som Kant taler om. For hvem er det lige, der har definitionsretten, når den almene lov skal formuleres med henblik på det virkelige liv? Hvem påberåber sig at være så vidtskuende og klarsynet, at vedkommende kan stå inde for og stadfæste, hvad der er universelt gyldigt?

I virkelighedens brutale verden ender det gerne med at være Napoleon eller typer som ham. Først halvandet hundrede år senere lykkedes det, efter Anden Verdenskrig, at skabe demokratiske samfund, hvor forfatningen garanterer, at ingen despot kan tilrane sig retten til at definere, hvad der er universelt.

Demokratiets inkluderende universalisme har knæsat gensidigheden, som Kant ville begrunde med sit imperativ: at man kun skal handle sådan, at ens handling kan ophøjes til almen lov. Såvidt så godt, men demokratiet er kun en ramme, og man kan ikke lovgive om alt. Ondskaben har mange ansigter. Den kan ikke altid sendes i udvalg eller besværges med en lovpakke.

Det er forskellen mellem Kant og Jesus. Med oplysningstiden og det moderne demokrati fik vi en verdslig forståelse af forholdet mellem mennesker, og den er først og fremmest politisk. Det er den politiske proces, der regulerer forholdet, for så vidt angår den gensidige respekt.

Resten er op til den enkelte. Men enhver, der har været til møde i en andelsforening, eller for den sags skyld et menighedsråd, ved udmærket godt, at vedtægter og paragraffer ikke er nogen hindring for mistillid, magtvilje, egoisme, mobning, eller hvordan vi Guds børn ellers finder på at gøre livet surt for hinanden. Tværtimod kan maksimer og almen lov være de bedste redskaber til at tromle den svage part. 

Den politiske tilgang har det med at anlægge en helhedsbetragtning på det menneskelige samkvem, i retfærdighedens navn, og under enhver helhedsbetragtning ender det enkelte menneske med at tage sig meget lille ud. Det har konsekvenser for mit forhold til næsten. Hvis forholdet defineres ud fra noget, jeg selv tænker, bliver den anden, for min bevidsthed, mindre end mig selv. Ellers vil min tanke jo ikke kunne rumme ham eller hende. Men skal den også det?

Forskellen mellem Kant og Jesus er forskellen mellem retfærdighed og kærlighed. Problemet med Kants kategoriske imperativ er, at han prøver på at tænke det gode uden Gud. Sætte fornuften i kærlighedens sted. Det er en kold retfærdighed, han prædiker, og det kan ikke være anderledes.

Der er koldt i det luftlag, filosoffen er nødt til at bevæge sig i for at kunne formulere den almene lov, hvorfra alle menneskers mulige og umulige handlinger kan vurderes. Det er jo nærmest en guddommelig synsvinkel, han med sin fornuft svinger sig op til, og uden Gud bliver den vinkel underligt abstrakt.

Det ser ud til, at vi står over for valget mellem det abstrakte og det ufattelige.

For mit vedkommende foretrækker jeg at lade mit forhold til andre mennesker definere og bestemme af det, jeg aldrig kommer til at forstå, uanset hvor gammel jeg bliver. Lige så tilfreds, jeg er, med at leve i et samfund, hvor den kantianske principfasthed garanterer mine og mine medborgeres rettigheder, lige så skeptisk er jeg blevet over for tanken om at lade en idé styre mine relationer, hvor smuk den end måtte være.

Uanset hvor almene vores ideer er, kommer de i sidste ende fra os selv, og så er alt faktisk sagt. For dagens tekst fra Matthæus-evangeliet handler jo om det modsatte. Om at ville svare, når der bliver kaldt, og komme ud af Jeghuset. Komme ud over os selv. Komme den anden i møde. Give, før vi tager. Lytte, før vi taler. Læse rummet, før vi fører os frem. Se andres nød, før vi tænker på vores egen behovstilfredsstillelse.

Det er altsammen lettere sagt end gjort, men vi ved jo godt inderst inde, at det svære ved det gode ikke er en undskyldning for at pjække.

Jesus taler i teksten om at gå ind ad den snævre port frem for den vide. Vi må selv træde en sti i livets vildnis frem for at tro, at der er anlagt motorvej til Guds rige. Guds rige her forstået som det, der findes midt iblandt os, hvis vi vil - og vil det sammen.

I den kontekst, jeg har ridset op - forskellen mellem en kristen og en verdslig opfattelse af gensidigheden mellem mennesker - må jeg opfatte talen om den snævre og den vide port som en advarsel mod at politisere livet.

Med Kants maksimer og almene love bliver tilværelsen i sidste ende anskuet fra en politisk synsvinkel. Vi forledes til at tro, at livets konflikter altid kan bilægges med politiske løsningsmodeller, men så let - og så omstændeligt - er det jo ikke. Slet ikke med det vigtigste, vores beredskab over for hinanden.

Historien har vist, at det er en dødsensfarlig og tyrannisk ambition at ville indføre paradis på Jorden med love og maksimer som redskab. Det er som regel endt med et menneskeskabt helvede af lige dele ideologi og undertrykkelse.

Den snævre port er snæver, fordi kærligheden mellem mennesker er så flygtig og skrøbelig, og fordi Guds kærlighed er så umulig at forstå. Porten er snæver, fordi vi kun kan træde gennem den ved at overgive os. Droppe maksimerne og de almene love. Give os hen i en tillid, der er lige så ubegrundet som den tilgivelse og barmhjertighed, vi kun kan håbe på.

Og lige så lidt som vi forstår Gud, lige så lidt forstår vi somme tider hinanden. Det er ikke svært at give sine børn brød frem for sten. Det er sværere - når et vildfremmed menneske kalder - at være den, der kan sige:

Je responderay. Her har du mig. Amen.