
13/08/2025 0 Kommentarer
Gammel plads - nyt navn
Gammel plads - nyt navn
# Nyheder

Gammel plads - nyt navn
Menighedsrådsformanden fortæller om tankerne bag navneændringen
Det er ikke hver dag, der kommer nye navne på gader eller pladser i Odense, men det sker den 15. august kl. 15, hvor pladsen mellem Odense Domkirke og Historiens hus bliver omdøbt til Dronning Christines Plads. Og hvorfor så det?
Der er flere grunde. Som der er nu, har Odense Domkirke adressen Klingenberg 19, mens vores Kirkekontor har brugt adressen Klosterbakken 2, hvilket reelt er Historiens Hus` adresse. Og det er jo noget rod!
Herudover ønsker vi at hædre Dronning Christine, som var gift med Kong Hans. Dronning Christine var bosiddende i Odense fra 1505 til sin død i 1521. Kong Hans døde i 1513, og normalt ville kongen skulle begraves i Roskilde Domkirke, men Dronning Christine besluttede, at Kong Hans skulle begraves i den gamle Gråbrødre Klosterkirke. Her blev hun også selv gravlagt ved sin død i 1521. Klosterkirken forfaldt efter reformationen og til sidst nedlagt, og i begyndelsen af 1800- tallet blev graven af Dronning Christine og Kong Hans og i øvrigt deres søn og senere konge, Christian 2, overflyttet til Odense Domkirke.
I forbindelse med gravlægningen af Kong Hans tog Dronning Christine initiativ til udarbejdelsen af Claus Bergs altertavle, som siden 1885 har været placeret i Odense Domkirke.
Vi ønsker at hylde Dronning Christine, dels fordi hun gjorde Odense til en kongegravsby, men især fordi hun initierede vores flotte altertavle.
Vi markerer navneændringen ved en begivenhed i og omkring Odense Domkirke den 15. august kl. 15, hvor der vil være en historisk markering, nutidige “dåbstaler” ved rådmand og biskop, musik og lidt forfriskninger. Arrangementet begynder i domkirken.
Vi håber mange har lyst til at deltage. Mød bare op.
Kommentarer