I disse uger ser byens skyline anderledes ud end normalt. Spiret på Odense Domkirke – det velkendte pejlemærke der rager op over byens tage og fortæller, at her ligger hjertet af Odense – er midlertidigt taget ned for restaurering. Men spiret er mere end blot en arkitektonisk spids: Det er en bærer af historie og symbolik, og restaureringen giver en sjælden mulighed for at komme helt tæt på de historier og hemmeligheder der gemmer sig i toppen af Odense Domkirke.

Spiret består af flere karakteristiske elementer. Øverst løfter korset sig som et enkelt og stærkt symbol på tro, retning og opstandelse, og som et fast punkt i byens foranderlige silhuet. Derunder følger de kongelige monogrammer fra Christian den 7. og Christian den 9. og vidner om to forskellige tidspunkter i kirkens nyere historie: genopbygning i 1700-tallet og en senere større restaurering i slutningen af 1800-tallet.

Herefter følger den karakteristiske vejr”hane”; en lindorm. Fra gadeniveau lægger man måske ikke rigtigt mærke til den, men alligevel har den i mere end 200 år siddet i toppen af Odense Domkirkes spir: en snoet, langstrakt skabning med vinger og hale – byens helt egen lindorm. Det er ikke uden grund, at spiret i daglig tale blot kaldes ’lindormen’. Nederst afsluttes konstruktionen af en forgyldt kugle, der også i sig selv rummer en særlig historie.

Lindormen – mellem myte og metal

“Der findes dyr, der er så gamle, at de lever videre, længe efter de sidste øjne har set dem. Et af dem kender vi godt. De fleste af os ser det hver dag, for det findes på toppen af Domkirken. Knejsende i dens spir. Det er lindormen.”

Sådan indledte sognepræst Nicolai Røge morgensang i klosterkirken fredag før spirets nedtagning.

Han fortsatte med at fortælle om lindormen som den figur, der snor sig gennem både underverdenen og oververdenen, gennem fortællinger og folkebevidsthed.

En lindorm er – som navnet antyder – en "lind" orm: et snoet, bugtet væsen, mellem slange og drage. Ifølge gamle fortællinger opstår den, hvis en tudse ligger uforstyrret under en sten i syv år. Andre versioner er mere urovækkende: larver i hasselnødder, som først vågner, når et menneske spiser dem – og dernæst vokser indeni sin vært og slår denne ihjel, før den fortsætter sin færd i jorden, fra grav til grav.

"I mørket gnaver den sig gennem kister, knogler og kors, og med tiden bliver den et mægtigt, skrækindjagende væsen.”

At en sådan skabning har fundet vej op i toppen af et kirkespir, virker måske umiddelbart paradoksalt. Men netop det paradoks fortæller en dybere historie om tro og tradition.

I myterne er lindormen et dødsdyr – noget, der æder sig gennem liv og knogler. Men i toppen af kirketårnet mister den sin magt. Her er den forvandlet fra frygtens væsen til en fredelig vejrhane. Og som Nicolai så smukt udtrykte det den fredag:

“Når lindormen – det frygteligste af alle frygtelige væsener – kan hænge som en harmløs vejrhane i byens kirketårn, så er den bygning, der står nedenunder langt mægtigere end den ufarlige regnorm.”

Dens tilstedeværelse i kirkens arkitektur er en påmindelse om, at selv det mest skræmmende kan tøjles. Og derfor får den naturligvis sin plads tilbage, når spir og tårn igen løftes på plads.

Kuglen – en kapsel gennem tiden

Under lindormen sidder en forgyldt metalkugle, men hvad de færreste måske ved er at denne kugle fungerer som en slags tidskapsel. Hver gang kuglen tages ned til restaurering, placeres nye dokumenter, navne og digte i den. Traditionen blev indledt af biskop Thomas Kingo i 1694, hvor han i forbindelse med spirets fornyelse, skrev et lille digt og indkapslede det i kuglen. Hver gang spir og kugle restaureres, senest i 1978, skrives der videre på denne tråd gennem tiden – en slags litterært ekko, der stadig lever videre, og forbinder fortid og nutid. Som biskop C. T. Engelstoft skrev i 1865, da han som den tredje biskop fik mulighed for at tilføje sit i kuglen:

Men midt i folkevrimlen
med spiret højt i sky
jeg peger imod himlen
for folk i denne by.
Lad andre huse falde -
jeg står, som før jeg stod
og kalder på jer alle, som vrimler om min fod.

Mens vinter følger sommer
om tårnet på Sct. Knud,
og nye tider kommer,
og gamle rinder ud,
skal kirkens klokker kalde
om kap med orglets brus
og gæstfrit byde alle til fest i kirkens hus.

Når Mads Davidsen, som den sjette biskop i rækken, tilføjer sit bidrag til kuglen inden spiret igen rejses, er det med til at binde nyt og gammelt sammen; det er en påmindelse om, at historien ikke kun findes bag facaderne – men også lever i det, der rager op mod himlen.

Spirets genopsættelse er derfor ikke blot en teknisk opgave, men en lejlighed til at markere kontinuiteten i byens historie og fortælle om de lag af liv og tro, som har formet Domkirken gennem århundreder. At spiret nu er taget ned, giver en sjælden mulighed for at komme tæt på. For håndværkerne er det et arbejde med præcision og respekt for tradition. For domkirken og byen er det en mulighed for at genopdage det, der ellers kun ses på afstand – som en silhuet mod himlen. Når lindormen sænkes mod jorden, og kuglen åbnes, følger historien med. Og når spiret igen løftes op – med korset vendt mod himlen og byens pulsslag under sig – vil både kirke og by stå med fornyet forbindelse til det, der var, og det, der stadig lever.