Menneske først – kristen så?

Gennem tre afsnit fortæller en ny dramadokumentar på DR historien om salmedigteren, præsten og politikeren N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Det er et interessant projekt, for selv 152 år efter sin død er Grundtvig fortsat en af de væsentligste danske samfundstænkere og teologer, og hans påvirkning af vores liv og hverdag kan på ingen måde overvurderes. Ja, på mange måder kan man sige, at Grundtvig som dansk åndslivs bannerfører står fadder til alt det i vores samfund, der den dag i dag begynder med “folke-”.

Og mon ikke de fleste danskere kender og tilslutter sig slagordet “menneske først – kristen så”, der i dag bruges som både adelsmærke og skældsord. Men hvad betyder de ord? Hvad mente Grundtvig om menneskelivet og kristendommen?

For Grundtvig var folkelighed og kristendom både identiske og vidt forskellige. Forskellige, fordi folkeligheden opstår og eksisterer i det jordiske, hvorfor folkeligheden altid koncentrerer sig om det liv, vi lever med hinanden. Men samtidig er de to identiske, fordi en levende folkelighed – som troen – kræver, at mennesket har en livsvilje og et mål med tilværelsen, og her er livskilden i begge tilfælde den samme: Gud – eller Gud Helligånd, der for Grundtvig blæser livslyst og virketrang hen over den døde jord.

Det er altså Gud, der gør, at både menneskelivet og kristendommen spirer og gror. Derfor forudsætter folkeligheden, at Guds ånd svæver over verden, så der skabes en vilje til at ville livet og en evne til at kigge ud over sit eget liv. Eller sagt med andre ord: Helligånden er for Grundtvig folkelighedens forudsætning, fordi mennesket uden den ikke tænker på andre end sig selv.

Omvendt er folkeligheden også kristendommens forudsætning, fordi kristendommen er indholdstom uden menneskelige erfaringer. Hvis ikke vi kendte til livet med hinanden og med kærlighed og had, venskab og svigt, håb og frygt, ville vi aldrig kunne forstå omfanget af Guds nåde og kærlighed. 

Derfor er forholdet mellem folkelighed og kristendom hos Grundtvig en evig vekselvirkning. “Menneske først – kristen så” er altså ikke en prioriteringsliste, hvor noget kommer før noget andet.  Kristendommen og menneskelivet supplerer konstant hinanden, når menneskelivet ifølge Grundtvig tilføres evighedens perspektiv, mens kristendommen får betydning i lyset af vores livserfaringer. Eller som Grundtvig skrev:

Stræbe da hver paa denne Jord

Sandt Menneske at være 

Aabne sit Øre for Sandheds Ord, 

Og unde Gud sin Ære;

Er Christendom da Sandheds Sag 

Om Christen ei han er i Dag 

Han bliver det i Morgen!

(Grundtvig o. 1837)

Sognepræst Nicolai Røge