Påskehilsen fra præsterne - Jesper Hougaard Larsen

Påskehilsen fra præsterne - Jesper Hougaard Larsen

Påskehilsen fra præsterne - Jesper Hougaard Larsen

# Nyheder

Påskehilsen fra præsterne - Jesper Hougaard Larsen

Visheden om Guds kærlighed!

Vi har lige fejret påske og dermed fejret, at kærligheden overvinder alt. Det er påskens grænseoverskridende budskab!

“Når vi søger trøst, kan jeg ikke forestille mig nogen større end den glædelige vished, at hvis jeg ser et barn dø, ser jeg ikke Guds, men hans fjendes ansigt.” (David Bentley Hart: The Doors of the Sea)

Gud er kærlighed! Det er kort og godt essensen af kristendommen. Men hvad så med alt det onde, der sker? Er Gud ikke almægtig? Er Gud ikke garant for alt, både det, der bringer glæde, og det, der bringer sorg? Har Jesus ikke sagt, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den?

Jo, det har han, men der er en afgørende forskel på, om Gud ønsker døden, eller Gud også er der med sin omsorg og trøst, når døden indtræffer. Hvis Gud er kærlighed, kan han ikke også være den, der forårsager det tragiske, det livsødelæggende.

I Karl Ove Knausgårds værk Min kamp fortælles det, hvordan Karl Ove og hans bror Yngve kunne høre på den måde, deres far gik op ad trappen på, om han var glad eller vred. Sådan en utilregnelig tyran af en far skal ingen børn lide under. Og intet menneske skal lide under en Gud, man ikke ved, hvor man har. Intet menneske skal hensættes i gætterier om, hvorvidt han sender nåde eller straf til sine kære børn. Gud er kærlighed! Og sådan en Gud kan ikke på en og samme tid være den barmhjertige og den frygtsomme.

Hvis Gud er kærlighed, må hans omsorg og frelse både her og hisset gælde alle! For Gud er ikke en tyran. Gud er ham, der tog afsked med muligheden for at være tvetydig, da han blev menneske i Jesus. I Guds ansigt ser vi aldrig hans fjendes ansigt! “Hvis det er kristentro, at tro på en Gud, der sender mennesker i tidsubegrænset pine, var ateisme at foretrække, hellere håbløshed end at tro på en sadist.” (Kaj Mogensen: Frelse og Fortabelse)

Indvandrer- og flygtningepræst, Jesper Hougaard Larsen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed