07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra menighedsrådsformanden januar 2024
Nyt fra menighedsrådsformanden januar 2024
# Nyheder
Nyt fra menighedsrådsformanden januar 2024
Allerførst: Godt nytår til alle.
Mens jeg skriver dette, afholder Dronning Margrethe sin sidste nytårskur som Danmarks regent. Det er rangklasse et, to og tre, der kommer i dag. Alle bisperne er lige ankommet som nogle af de første, og enkelte bisper bliver spurgt om, hvad de vil sige til Hendes Majestæt. Det er ikke let, siger de, for der er så meget at sige, men først og fremmest vil de sige tak. Og det er jo rigtigt, når man skal karakterisere Dronningens betydning i den 52-årige regentperiode, er der meget at sige.
Ofte siger man, at Dronningen er kirkens overhoved, men Grundloven siger alene, at regenten skal tilhøre den luthersk- evangeliske kirke. Alligevel er Dronningens underskrift påkrævet, når nye liturgibøger, salmebøger eller nye ritualer kommer til i Folkekirken. Det gælder i øvrigt også, når det indsættes en ny biskop. Men Dronningens store betydning for folkekirken er i høj grad bundet til Dronningen store interesse for folkekirken. Som biskop Peter Birch siger: ”Dronningens engagement i kirke, tro og teologi er velkendt og er kommet til udtryk på mange måder. Både i interviews, hvor hun har delt tanker om tro og teologi, og i alt, hun har gjort for kirker rundt om i landet ved for eksempelvis at deltage i jubilæer og indvielser. Dronningens er med sit engagement i kirkens liv med til at binde folkekirken sammen”.
Også i Odense Domkirke har vi oplevet Dronningens engagement. Dronningen deltog som bekendt i fejringen af altertavlens 500 års jubilæum den 8. oktober 2023 og bidrog med sin tilstedeværelse til, at begivenheden blev løftet op på et højere niveau. Det er vi taknemmelige for. Jeg tror, at netop denne begivenhed er den sidste større kirkelige begivenhed, Dronningen kommer til at deltage i som monark.
Det nye år er et vigtigt i år i kirken, det er et valgår, hvor menighedsrådenes mandat skal fornyes. Vi håber på stor interesse for valget, og ikke mindst håber vi, at mange vil være interesserede i at stille op til menighedsrådet. Jeg tror, at alle, der arbejder som frivillig i kirkeligt regi, har opdaget, hvilken spændende og fascinerende verden, man bliver en del af. Der er naturligvis et arbejde forbundet med at være medlem af et menighedsråd, men oplevelserne og glæderne er mangfoldige. Vi vil her i foråret oplyse om valget gennem opslag og møder, så hold øje med vores hjemmeside. Vil man vide lidt mere om menighedsrådsarbejdet, så vil det være en god idé at møde op til menighedsmødet den 17. januar kl. 13 lige efter onsdagscafeen. Her vil menighedsrådet fortælle om deres arbejde i det forløbne år, fortælle lidt om planer og drømme. Vi vil være lyttende og håber på kommentarer og input fra menigheden. Alle er velkomne, og vi håber, mange har lyst til at komme.
I det hele taget er det vigtigt at følge med på vores hjemmeside, der er mange arrangementer i de kommende måneder både i form af foredrag mm. og musikalske. Mange har måske opdaget, at vi er begyndt at annoncere i Ugeavisen. Det er vores ønske at nå så bredt ud som muligt med vores informationer, og vi tror, at Ugeavisen er et sted at møde menigheden bredt.
Jeg vil slutte, som jeg startede, med at ønske alle et godt nytår. Jeg ønsker et godt år for kirkelivet her i Sankt Knuds sogn og for folkekirken generelt.
Eva Haue
Menighedsrådsformand
Kommentarer