Det er forår og alting springer ud! Det gælder også de mange unge mennesker, som i denne tid konfirmeres i den kristne tro.

Konfirmationen er et overgangsritual med en gudstjeneste i kirken efterfulgt af en festlig dag med familien og en blå mandag sammen med klassekammeraterne til sidst. En tretrinsraket, som illustrerer overgangen mellem barndommen og voksenlivet. Heldigvis skal konfirmanderne ikke sendes direkte over i de voksnes rækker og væk hjemmefra i et spring. Men konfirmationen markerer alligevel en overgang og et vadested, hvor de unge skridt for skridt lægger barndommens land bag sig for at finde deres egne veje hen imod og ind i de voksnes rækker.

Men konfirmationen er langt mere end et overgangsritual. Den er først og fremmest en velsignelse og en uforbeholden kærlighedserklæring fra Gud selv, der i dåben har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende.

At blive set med en kærlighed, der gælder uanset vores succeser eller fejltrin, men alene fordi vi er til - det er måske det mest værdifulde et menneske kan opleve. Det kan ændre alt! Det kan give os troen på, at vi selv har værdi, præcis som de andre har det, hvis blot vi øver os i at se os selv og de andre med Guds øjne.

Det kan være skræmmende at betræde nye veje. Det gælder i konfirmationsalderen og i alle andre aldre, hvor vi af den ene eller anden grund må begive os ud i et nyt og ukendt terræn. Her rammes vi alt for let af tvivl og bekymringer for det ukendte. Vi kan komme på afveje, rende ind i blindgyder eller fare vild i livet. Og det hænder at tilværelsen former sig anderledes, end vi selv havde forudset og planlagt.

Men at tro på at Gud er med os, og at han viser sig i enhver stump godhed og kærlighed, som vi selv modtager eller møder andre med, og så i øvrigt have tillid til at han har styr på det, når vi ikke selv har det, det giver styrke til at springe ud i livet på en åben og venlig og livsmodig måde.

For den kristne tro, som konfirmanderne siger ja til at ville være en del af, er troen på at være elsket. Ikke fordi vi gør noget særligt, men bare fordi vi er. For det er altid sådan kærligheden er.

Gud vil altid være der for os, og det betyder, at vi også skal være der for hinanden. For korset, som vi fik tegnet for ansigt og bryst den dag vi blev døbt, består af en lodret og en vandret bjælke. En lodret, der peger fra himmel til jord, fra Gud til mennesker og minder os om, at vi altid er Guds. Og en vandret, der peger ud i verden og hen på medmennesket og minder os om, at vi altid har et stykke af hinandens liv og lykke i vores hænder.

Det er, hvad korset er et tegn på, og det vil jeg ønske, at alle konfirmanderne tager med sig ud i livet - tager det med som en uforbeholden kærlighedserklæring fra Gud. En kærlighedserklæring, som giver nyt mod til at leve, både når livet går som en leg, og når der er alt for mange bump på vejen. Må det minde os alle om, at i Guds øjne er alle værd at elske.

Tillykke til forårets konfirmander!

Sognepræst Karin Larsen