Vi er efterhånden godt i gang med 2023. Ikke alt for mange gange skriver vi 2022 i stedet for 2023. Langsomt begynder det også at være lysere om morgenen og vi ser frem til, at foråret kommer, selvom vi tidsmæssig er midt i vinteren.  Vi håber og længes efter, at solen og varmen må komme, og må varme vores sind og krop, sjæl og legeme.

Vi håber og længes, fordi der også er meget der trækker den anden vej. Vejret har været alt for gråt. Og det er verden omkring os også. Krig, energikrise, inflation og miljøkatastrofer hænger over os. Vi konfronteres med dem, uden at vi kan gøre så meget ved dem. Hjælpeløsheden og afmagten kryber ind under huden på os.

Vi som troede, at vi havde styr på det hele. Et lille land, hvor vi altid gør alting rigtigt, og det gør vi, er pludseligt blevet udfordret. Coronakrisen klarede vi til UG, endda under hensyntagen til det enkelte menneskes holdninger og behov. Men nu er det ligesom ude af vore hænder, at kunne styre gennem krisen. Der er andre der bestemmer i hvad retning krisen går, politisk og miljømæssigt set, og vi kan kun reagere på det. Og det alt for langsomt, fordi det skal igennem det politiske system.

Der er mange der lider i denne situation. Ukraine, der er underlagt krigens grusomheder. Miljøet, der langsomt forandrer sig på grund af de stigende temperaturer. Og ikke mindst inflationen, der berører os alle lige her og nu. Vores indkomst er mindre og mindre værd. Mange kan klare inflationen ved at forbruge lidt mindre luksus i hverdagen og i ferierne. For dem, der kan det, er det måske endda sundt at skulle standse op og finde ud af, at livet er værd at leve, også selvom man må spare hist og her.

Der er dog en stor gruppe i befolkningen som ikke har noget at spare af. For de har allerede skåret ind til benet, har måttet vende hver krone og har på den måde kunnet klare sig med værdigheden i behold. Det er dog forbi nu. Alt stiger i pris. El og varme endda eksplosionsagtigt. Hvad gør man så. Valget kan komme til at stå mellem varme og mad, vil jeg fryse eller hellere have noget at spise. Man har gjort sit fra regeringen side for at afbøde det. Men alt for mange lever stadigvæk i usikkerheden om, hvad morgendagen vil bringe. Og hvad det nye år vil bringe.

I den forbindelse er det jeg håber, at vi i kirken må have mere øje på disse akutte fattigdomsproblemer i vore sogne. At vi tager helt konkrete initiativer til at komme denne nød i møde og at vi bruger vore resurser på det. Vi kan som kirke ikke løse disse problemer, og det skal vi heller ikke. Men vi kan tage et kristent og medmenneskeligt ansvar overfor disse mennesker, og med vore initiativer vise, at de er blevet set, og ikke er alene i dem. Alene det er med til at tænde et håb og en tro på, at der er lys forude.

Og det er jo netop det, der er kirkens fornemste opgave: at skabe håb og tænde lys i mørket. Og at gøre det for sjæl og legeme. Glædeligt og velsignet nytår.

Venlig hilsen

Peder Thyssen