07/08/2024 0 Kommentarer
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden
# Nyheder
Nyt fra menighedsrådsformanden
Nyt fra menighedsrådsformanden februar 2023.
Søndag den 29. januar havde Tine Lindhardt sin sidste gudstjeneste i Odense Domkirke og i Gråbrødre Klosterkirke som biskop over Fyens Stift. Den endelige pensionering sker den 31. januar 2023.
Det var som sædvanlig en fin gudstjeneste med en markant, udfordrende og vedkommende prædiken. Det er altid en fornøjelse at lytte til Tine Lindhardts prædikener, hun er er formidabel formidler. I Sankt Knuds sogn vil vi savne vores biskop og det fine samarbejde, vi har haft igennem de godt 10 år Tine Lindhardt har været biskop. Vi ønsker Tine Lindhardt alt det bedste.
I forbindelse med Tine Lindhardts fraflytning af bispeboligen er portrættet af biskoppen, som blev malet og foræret til biskoppen, da hun fyldt 60 år, overgivet til Domkirken og ophængt i Konsistoriesalen sammen med de andre bispeportrætter. Kunstneren er Lars Physant, det er et meget markant billede, der med altertavlen som baggrund tydeligt viser, hvor Tine Lindhardt var biskop. Vi synes selv, vi har fundet en fin plads til det.
At sige farvel til en biskop betyder også, at vi skal sige goddag til en ny. Hvem der bliver, ved vi endnu ikke. Men efter første afstemningsrunde ved vi, at det enten bliver Mads Davidsen eller Dorthe Tofte-Hansen. En ny afstemningsrunde igangsættes den 8. februar og afsluttes den 1. marts. Det bliver spændende!
For at blive endnu mere afklaret på, hvem man ønsker som den fremtidige biskop, arrangerer Domkirken et debatmøde mellem de to bispekandidater tirsdag den 7. februar kl. 19. Mødet finder sted i selve Domkirken. Alle er velkomne, og vi håber mange møder op med lyst til at spørge og udfordre de to kandidater.
Den 28. april er det 75 år siden af de første kvindelige teologer blev ordineret til præst i Danmark. Ordinationen blev foretaget i Odense Domkirke af biskop Hans Øllgaard, som var den eneste biskop, der på daværende tidspunkt ville ordinere de tre kvinder. Ønsket om kvindelige præster var ikke en blomst, der var vokset i den kirkelige have, snarere tværtimod. Men efter bl.a. pres fra mange kvindeorganisationer besluttede den daværende regering, at kvinder skulle gives adgang til at blive ordineret som præster og søge embede i folkekirken. I disse dage, hvor vi skal sige farvel til en højt respekteret kvindelig biskop, og hvor størstedelen af folkekirkens præster er kvinder, kan vi konstatere, at folkekirken ikke tog skade af kvindernes indtog – snarere tværtimod!
Odense Domkirke har i forbindelsen med 75 års jubilæet ønsket at sætte fokus på præsterollen generelt og på kvindernes indtog i kirken. Vi afholder derfor en foredragsrække i foråret om præsterollen kulminerende med en festgudstjeneste den 28. april efterfulgt af en forestilling i kirken om ordinationen af de tre kvindelige præster. Foredragsrækken starter allerede den 31.januar kl. 19. Man kan orientere sig om foredragsrækken på vores hjemmeside, ligesom vi har udgivet et lille skrift, det ligger i kirken.
Husk i det hele taget at orientere jer på vores hjemmeside. Her finder I oplysninger om vores gudstjenester, men også om vores mange arrangementer. Lad mig blot gøre opmærksom på de lørdagsmatinéer, der finder sted kl. 15 i hele februar måned i Domkirken. Og som sædvanlig hver onsdag middagsandagt i Domkirken med efterfølgende café i Sankt Knuds Salen, og fredag morgensang kl. 9,15 i Klosterkirken med efterfølgende kaffe og rundstykker. Vel mødt i Odense Domkirke og Gråbrødre Klosterkirke.
Eva Haue
Sankt Knuds Sogns Menighedsråd
Formand
Kommentarer