Jeg er overbevist om, at den lidelse, vi bliver udsat for nu, er det rene ingenting i sammenligning med den guddommelighed, vi engang vil få at se. Alt det, Gud har skabt, venter i længsel på, at han afslører, at vi er hans børn. Alt det skabte skal nemlig dø. Ikke fordi det gerne vil, men fordi Adam gjorde det, han gjorde. Nu håber det skabte på en dag at blive befriet, så det ikke længere skal være underlagt døden, men opnå den samme guddommelighed, som Guds børn får. Vi ved, at alt det skabte indtil nu har sukket og stønnet, som om det havde voldsomme smerter. Det gælder også os, der i første omgang har fået Helligånden. Vi må sukke og leve i forventning om den dag, hvor Gud tager imod os som sine børn, og han gør os fri af vores dødelige krop.

Det er den befrielse, vi håber på. Man håber kun på noget, der endnu ikke er sket, for ellers var der ingen grund til at tale om håb. Det, vi håber på, har vi ikke set endnu, men vi venter tålmodigt på det.

(Paulus’ Brev til Romerne kap. 8, v. 18-25, Bibelen 2020)

-------------------

I år faldt den årlige sireneafprøvning sammen med, at det var den 5. maj. Lyden af sirenerne var på en måde paradoksal, netop på dagen for Danmarks befrielse. Men sirenerne kan minde os om, hvad det var, landet blev befriet fra: frygten for krigens rædsler, terror og repressalier fra besættelsesmagten – den almindelige utryghed og alle de forbud og begrænsninger i den personlige frihed, der var dagens orden.

Man kan tale om befrielse på mange forskellige planer. Samfund kan være under besættelse af en fremmed magt: her var vi den 5. maj 1945 befriet fra den tyske besættelse.

Man kan også på et personligt plan være eller føle sig underlagt forskellige former for snærende begrænsninger og kontrol. Man kan helt enkelt, men ikke mindre belastende, have et fysisk handicap. Det at blive ”frihedsberøvet” er en straf for begået lovbrud – men kan jo også ske for den uskyldige, og kan også ske uden forudgående retssag og dom. Man kan også have sine egne, indre ”fangevogtere”, som afholder en fra at handle frit. Der er en grund til, at det kaldes tvangstanker. Der er mange eksempler på, at mennesker i deres nære forhold vogter på hinanden – at man ikke er fri i sin omgang med andre.

Lige nu mærker vi kollektivt en befrielse: foråret er kommet, coronarestriktionerne lempes og vi må samles flere, fællesskaberne kan begynde at blomstre igen.

Befrielse – på alle planer – betegner det at føle et bånd blive løsnet, et låg blive lettet. En åbning, en bevægelse udad – en udvidelse af ens eget rum.

Det er ikke altid helt klart, i hvor høj grad kristendommen i sin grund er en befrielsesbevægelse. Men helt fra begyndelsen var det et helt centralt budskab, sådan som vi hørte Paulus forkynde det for romerne: at Kristus er en befrier. Ved sin opstandelse satte han et nyt håb i verden, om befrielse.

På opstandelsens morgen begyndte den bevægelse udad, som skal befri os alle.

Befrielse på det personlige plan – fra de magter, som vender os ind mod os selv og væk fra hinanden. Befrielse fra alle de sorger og bekymringer dette liv er fuldt af, befrielse fra vores skyld og svigt og dårlige handlemønstre – alt det, som vi fortryder og også al den forurettelse og hævngerrighed vi kan fyldes af og som forhindrer os i at tilgive hinanden; fra angsten for ikke at slå til, ikke at være elsket. Og dermed også en befrielse til livet, til at gå ud i verden med tillid og tro.

Det er også et håb om befrielse på det kollektive plan, som en fuldendelse af den bevægelse. Hvordan hænger det sammen? Fordi Jesus i sit liv viste at kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed, er livsnærende – og fordi han i sin død netop var disse ting fuldt ud: kærlighed, tilgivelse, barmhjertighed. Og fordi han i sin opstandelse viste, at de kunne overvinde dødens magt. Dermed er dødens magt over vores tilværelse brudt. Sådan som Paulus beskriver det. Det giver også et håb for hele menneskeheden, og det bliver kristendommens store vision: at hele verden, som sukker i smerte under dødens herredømme, skal befries. Det er et håb, som endnu ikke er realiseret – som Paulus ganske tørt siger, ellers var det jo ikke et håb, men en realitet: men det er det, som vi håber og venter på. Kristendommen er således ikke en tilbageskuende fortælling om fortidens store begivenheder, da Guds søn gik på jorden og velsignede mennesker. Den er i sit væsen fremtidsvendt, i håbet om den befrielse, som opstandelsen er et pant på.

Vi blev i 1945 ikke befriet for ondskab og had og smerte. Det viste sig jo også meget hurtigt i tiden efter. Der er stadig mørke kræfter i os selv og i verden som ”binder os på mund og hånd”. Men vi skal ikke derfor miste håbet og vi skal stadig glædes og fejre alle de befrielser, som sker både i det store og i det små.

Derfor er det også passende, at den lyd, der landet over markerede befrielsen og freden, var lyden af kirkeklokker.

Give da Gud, at hvor vi bo,

altid når klokkerne ringe,

folket forsamles i Jesu tro

der, hvor det plejed at klinge:

Verden vel ej, men I mig ser,

alt, hvad jeg siger, se, det sker;

fred være med eder alle!

(Grundtvig 1836, salmebogen nr. 329)