Af sognepræst Inger Solveig Nissen

Markusevangeliet kap. 12, v. 1-12

Så gav Jesus sig til at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da tiden var inde, sendte han en af sine folk for at få sin del af vingårdens høst af vinbønderne.  Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort. Han sendte en anden af sine folk til dem; også ham slog de i hovedet og vanærede ham. Så sendte han endnu én, og ham slog de ihjel. Og han sendte mange andre; nogle pryglede de, andre slog de ihjel. Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men disse vinbønder sagde til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores. Og de greb ham og slog ham ihjel, og de smed ham ud af vingården. Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.  Har I ikke læst dette skriftord:

Den sten, bygmestrene vragede,

er blevet hovedhjørnesten.

Det er Herrens eget værk,

det er underfuldt for vore øjne?«

Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for skaren, for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse. Da forlod de ham og gik deres vej.

Hos både Markus, Matthæus og Lukas fortæller Jesus lignelsen her om de ”onde vinbønder” mens han er i Jerusalem og underviser og forkynder i templet – altså mellem sit indtog under folkets hyldest som vi hører om Palmesøndag og den aften, hvor han for sidste gang spiser med sine disciple for senere at blive arresteret og dømt til døden. Det er jo ikke tilfældigt, at det netop er her, den historie skal fortælles. For det er jo i al sin brutale enkelhed historien om, hvad der skal ske med Jesus selv. Der er ingen tvivl om, at det er Gud Herren, der er vingårdens ejer – det er en gammel og kendt tradition at bruge det billede om Israels Gud. Han har altså sendt sine folk afsted og den ene efter den anden er blevet pryglet eller endda slået ihjel af vinbønderne. Her er tale om de profeter, som gennem tiden har forsøgt at forkynde Guds vilje til det stivnakkede folk, som han dog elsker. Dette er igen for så vidt ikke noget nyt billede. Man kan med en vis ret sige, at det er i hvert fald et af grundtemaerne i hele det kompleks af fortællinger, som vi nu kender som det Gamle Testamente.

Men så er der det med sønnen: her kommer det nye ind. For dette er ikke en gentagelse af den gamle historie. Det er, hvad vi skal forstå er ved at ske. Jesus er vingårdsejerens elskede søn, Guds søn. Og han er kommet for at inddrive sin Faders del af høsten. Men bønderne undser sig end ikke for Sønnen; de slår ham ihjel.

Det er det, som sker Langfredag. Udefra set.

Og så er det, historien får en ny dimension. Jesus spørger, om ikke hans tilhørere kender det gamle skriftord om den sten, som bygmestrene vragede, men som er blevet hovedhjørnesten.

Og her ligger nøglen til at forstå, hvad det er, der i virkeligheden sker Langfredag. Guds inderste formål med at sende sin Søn. Her er vi netop ved grundstenen i den nye forståelse af, hvad det er, Gud vil menneskene. Historien om hvordan Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er kristendommens grundfortælling i helt kort form.

Og det er det, som er Herrens værk – det, som er ”underfuldt for vore øjne”.

Det underfulde er, at Sønnen lader sig gribe og slå ihjel, han er kommet uden nogen magtmidler for at vise, at hans kærlighed til menneskene er uden tvang men også uden grænse.

”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.  Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” som det lyder hos Johannes, og det er det, jeg tror der ligger i Jesu ord om, at vingårdsejeren vil give vingården til andre – dommen ligger allerede i vores egne handlinger og i vores egen reaktion på mødet med den kærlighed, som udtrykkes ved den ultimative udleverethed og sårbarhed. Udnytter vi den, bruger vi den til at understrege vores egen magt? Eller ser vi, at den er en fordring til os om at tage vare på den, i lydighed mod kærlighedens væsen?

Det er den kristne tros grundfortælling, at det er kærligheden selv, som lod sig gribe og hænge op på et kors. Den kærlighed vi møder på korset er altså den nye hovedhjørnesten, det er den grund, vi skal bygge på.

Derfor kan Søren Kierkegaard også skrive om Kærligheden som Grundvolden; som det der skal bygges på, men også som det, der opbygger. Han siger:

”At opbygge er at opføre Noget fra Grunden af. I den ligefremme Tale om et Huus, en Bygning, veed Enhver, hvad der forstaaes ved Grunden og Grundvolden. Men hvad er, aandeligt forstaaet, Aands-Livets Grund og Grundvold, som skal bære Bygningen? Det er just Kjerlighed; Kjerlighed er Alts Ophav, og aandeligt forstaaet er Kjerligheden Aands-Livets dybeste Grund. I ethvert Menneske, i hvem Kjerlighed er, er, aandeligt forstaaet, Grundvolden lagt. Og Bygningen, som, aandeligt forstaaet, skal opføres, er atter Kjerlighed; og det er Kjerlighed, som opbygger. Kjerlighed opbygger, og dette er: den bygger Kjerlighed op.”

Men, advarer Kierkegaard, vi må ikke tro, at vi kan nedlægge kærligheden i et andet menneske. Nej: for vi er ikke den virkelige bygmester.

”Det er Gud, Skaberen, som maa nedlægge Kjerlighed i ethvert Menneske, han, der selv er Kjerlighed.”

Og det er den kærlighed, som vi skal forudsætte i ethvert menneske. Og dermed er opgaven på en gang enkel og overkommelig – og så, for al erfaring, noget af det sværeste der findes:

”… den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden.”

Det er ikke altid nemt at forudsætte kærligheden i et andet menneskes hjerte – eller, hvis vi skal være helt ærlige, i vores eget. Men hvis vi tror, at fortællingen om korset er udtryk for, hvem Gud er, og hvis vi vil lade den ligge som grund under vores liv, så er det vores opgave hver især at opbygge kærligheden i de mennesker vi møder og omgås. At forudsætte kærligheden i dem, men også i os selv, som en grundbestemmelse – og idet vi gør det, kærligt opbygge hinanden. Fra grunden.