Af sognepræst Inger Solveig Nissen

Poesi er forunderligt, og der er ikke noget, der kan åbne øjne for sammenhænge og betydning som det billedsprog, der, når det først er sluppet løs på papiret og opleves af nye mennesker, lever helt sit eget liv, uafhængigt af dets digter. Jeg fik fornylig et digt så at sige i gave, da en veninde citerede de første linjer på facebook sammen med et smukt billede af en tåget morgen i Frederiksberg Have. Det er skrevet af den symbolistiske og selverklærede panteist Sophus Claussen, som er en billedsprogets mester.

                                                    Vilhelm Hammershøi: Fra Fortunen, 1901 (smk.dk)

Det er dedikeret til en anden mester:

VILHELM HAMMERSHØI

Graa og gram var Tiden med sin bitre Viden.
Luften – raa og ram – blev lys af Ynde siden.

O hvor kært at ane, at alt sort og graat

er et Læ, hvor Lyset virker gemt og godt!
at det mørkes Dybde og det hvides Mildhed
dugges af en Skabermorgens Drøm og Stilhed.

Der er Sol i Nildynd, Sol i Urtids-Slam,
Underkraft, som skyr den farvesprængte Ham,
Væld af Renheds Vælde, som med Taalmods Gløden
dæmrer over Natten og besejrer Døden.

Graat er ikke graat, og sort er ikke sort,
Livets Farveunder gør det stille stort.
Ja, naar disse Paaskeblomster foldes ud,
føler vi et Gys, et Pust fra Jordens Hud
af en sød og kuldskær og sørgmodig Vaar,
som har lidt for os, er død for os og ej forgaar.

Maleren Hammershøi er kendt for det utrolig fine spil mellem lys og skygge og alle de forskellige grå nuancer, som han med præcision får til at lyse fra sine lærreder. Det kølige, danske lys. Her er ingen skarpe sydlandske kulører. Sophus Claussen er måske en lidt overraskende beundrer og besynger af Hammershøis geni; han var selv betaget af den franske varmblodede lyrik og kunne digte om hede og lidenskab som en ægte latiner. Men han havde også sans for den nordiske tone og den fine og lidt skrøbelige skønhed som findes i det danske – i lyset, naturen, i menneskene og i sproget. Det blege nordiske lys, som vi også mærker lige nu i marts, det kunne Hammershøi male, og Claussen kunne skrive om det. Og han kunne læse en fortælling ud af det, om mørkets dybde og det hvides mildhed, som forbindes med en skabermorgens drøm og stilhed.

Er vi på skabelsens første morgen, eller er hver morgen en skabermorgen, hvor lyset fødes ud af mørket og renheds vælde dæmrer over natten og besejrer døden?

Der er i digtet ikke blot en glæde over skabelsen og lysets sejr. Jeg tror også det skal læses i sammenhæng med den tid, det hører til i. Det er at finde i digtsamlingen Fabler, som udkom i 1917, hvor verdenskrigens rædsler gjorde deres indtryk. Man kan godt læse indledningens lidt brutale ”Graa og gram var Tiden med sin bitre Viden” som udtryk for den følelse af uskyldstab og sorg, som Første Verdenskrig bragte med sig – men Claussen finder alligevel håb, for ”Luften – raa og ram – blev lys af Ynde siden”. Der er stadig skønhed i verden, og selv luften over slagmarkerne lysnede i morgensolen. Det sorte og grå er et ”Læ” for lyset, der er gemt, men anes.

Vi husker også, at digtet er en hyldest til Hammershøi og det er jo et yndefuldt lys han maler, og Claussens glose, Luften, er godt set. For Hammershøi maler jo luften i rummene. Det er ikke objekterne i rummet, han først og fremmest er interesseret i, men den luft, der er imellem.

            Vilhelm Hammershøi: Stue i Strandgade med solskin på gulvet, 1901 (smk.dk)

I det grå og sorte, som netop ikke er gråt og sort, findes ”Livets Farveunder”. Claussen ved godt, hvor mange farver, der skal til at male netop gråt og sort – og det bliver symbolsk forbundet med den skabelsens ”Underkraft”, som digtets midte beskriver. Nildyndet og ikke mindst urtidsslammet minder om det skabelsens urdyb hvorover Guds ånd svævede…

Og der blev lys. Solen står op over verden og mørket – døden – er besejret.

Men ikke nok med disse referencer til skabelsen i Det gamle Testamente, for digtets slutning er overraskende (i hvert fald for mig) fuld af kristen symbolik. For det danske søde, kuldskære og sørgmodige forår og Hammershøis stille, store kunst kædes jo i den sidste linje sammen med den offerdød, som Kristus led på korset. Påskeblomsternes udfoldelse, som giver et gys – det er et ”Pust fra Jordens Hud”: en hilsen fra naturen og foråret om Livets sejr over døden.

Hvis vi nu i dette ”kuldskære og sørgmodige” forår alligevel kan se livets farveunder i alt det grå og sorte – se, at det stille er stort og at der er sol og underkraft i dyndet: så læser vi naturens bog med troens øjne. Og det blege bliver lysende og det bitre bliver sødt, fordi den fortæller os, at han har lidt for os, er død og aldrig forgår.

Det er det håb vi kan næres af i en fastetid, det er den farverigdom, som ligger gemt som et løfte i det blege og grålige lys og som foldes ud med påskeblomsten. Den digtede Grundtvig jo mesterligt om og der er også knald på hans farver – her fra den smukkeste påskesalme jeg kender:

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.